1. juni byder FC Midtjylland efter mere end to måneders pause igen op til Superliga-kamp på MCH Arena. Men som det er de fleste bekendt, spilles kampen uden tilskuere på stadion.

Derfor har den danske guldbejler fået en verdensomspændende idé, så fans og andet godtfolk fra bilen på parkeringspladsen kan deltage ved at se kampen mod Horsens på storskærm.

Initiativet har fået omtale i alverdens medier, og nu har flere internationale tv-stationer meddelt den danske klub, at de vil sende indslag fra Herning i forbindelse med Superliga-kampen.

»Jeg har været på tv med vores idé i otte forskellige lande i sammenlagt måske 14 forskellige tv-udsendelser, og derudover kommer podcasts, radioudsendelser og alle de artikler, der er skrevet om det – det har været fuldstændig vildt,« siger FC Midtjyllands marketing- og supportdirektør, Preben Rokkjær, og tilføjer:

»Vi ved ikke, hvor mange af dem der kommer til kampen, men stort set alle dem, jeg har snakket med, har sagt, at de rigtig gerne vil møde op også. Jeg tør ikke sige, hvem af dem der i sidste ende kommer, men jeg har talt med nok 10 forskellige, og de har alle sammen sagt, at de er interesserede i at være her,« forklarer FCM-direktøren.

Han oplyser, at det er ret store og kendte tv-stationer, som har fået nys om danskernes plan.

»Vi har talt med Sky News fra Australien, de kommer ikke herop, men de vil bringe noget fra det, så har jeg talt med BBC, som har snakket om måske at dukke op eller i hvert fald også at sende noget herfra. Derudover inkluderer det tv fra Japan, Tyskland, Polen, Skotland og Frankrig. Vi har lovet dem alle sammen at vende tilbage, når vi har kamptidspunktet,« lyder det fra Preben Rokkjær, der mandag blev klogere på den del med Divisionsforeningens offentliggørelse af det.

Forarbejdet har længe været i gang, men nu bliver det en realitet, og derfor har midtjyderne fået endnu mere travlt med deres premiere på drive-in-fodbold, beretter Preben Rokkjær.

En FCM-fan har dekoreret sin bil med spillernes autografer.
En FCM-fan har dekoreret sin bil med spillernes autografer.
Vis mere

»Der er dælme mange ting, der skal hænge sammen. Vi har mange idéer, også nogle vilde nogen. Nu skal vi så finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. Så vi er i dialog med politiet og kommunen om det,« siger han og fortæller om nogle af de ting, der kommer til at ske på dagen:

»Vi har en klub af scooterentusiaster i FCM-farver, som vil køre optog til kampen, og når de så når frem, vil de hoppe over i en bil, fordi de ikke må køre ind i en åben scooter,« pointerer FCM-direktøren.

Han har tidligere over for B.T. bekendtgjort, at der er en gave til den bil, der er klædt bedst ud i FCM-farver, og der er allerede en enkelt fan, der er gået all in.

»En af vores kvindelige fans har dekoreret sin bil i vores farver og fået alle underskrifterne fra spillerne lakeret på bilen. Det bliver en festdag,« bedyrer Preben Rokkjær.

Trods den store interesse for kampen understreger han, at initiativet ikke er til, for at klubben skal tjene penge.

»Vi har rettighed til at sælge det, der foregår udenfor, men vi har valgt en anden strategi og skger, at vi gerne vil bringe det her ud i verden, og at en masse mennesker får en oplevelse af, at vi i Danmark godt kan finde ud af at overholde reglerne og samtidig være kreative.

»Vi har fra starten af sagt, at det her som sådan ikke skal give et overskud. Det er mere et spørgsmål om at give noget tilbage til alle de her mennesker, som ikke har fået noget under denne coronakrise,« fortsætter Rokkjær og slutter:

»Vi laver også en pakke til nogenlunde kostprisen, hvor der er sandwich og sodavand i, og så har vi lavet nogle forskellige ting, der kommer ned i denne her pakke – blandt andet et FC Midtjylland-wunderbaum og alle mulige flag med FC Midtjylland til bilen. Vi vil gerne have dækket vores omkostninger, og det er det.«