Jannik Vestergaard var i hopla under lørdagens pressemøde.

Selvom Southampton-stjernen ikke er en del af landsholdets stærkeste opstilling, var han ikke bange for at prikke til sin anfører og 32-årige konkurrent i midterforsvaret, Simon Kjær.

»Simon er jo ved at være oppe i årene, så han må holde sig på dupperne,« sagde Jannik Vestergaard med et glimt i øjet.

»Vi kommer sgu bagfra.«

Jannik Vestergaard får chancen i startopstillingen mod Moldova søndag.
Jannik Vestergaard får chancen i startopstillingen mod Moldova søndag. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den 28-årige midterforsvarer er nemlig en del af et historisk stærkt felt på netop den plads, hvor profiler som Mathias 'Zanka' Jørgensen og årets spiller i Superligaen, Alexander Scholz, ikke engang er udtaget.

Men når de øvrige spiller i klubber som Fulham, Chelsea, AC Milan og altså Southampton, så er det svært at hamle op.

»Det er udviklende for os alle sammen, det er en sund ting generelt. Jeg ville da godt have haft 100 landskampe, men jeg tror, at jeg er blevet en bedre spiller personligt af den konkurrence på pladsen,« sagde Jannik Vestergaard.

Ud over Southampton-spilleren er Simon Kjær, Andreas Christensen og Joachim Andersen de udtagne på pladsen.

Simon Kjær har spillet 103 kampe for det danske landshold.
Simon Kjær har spillet 103 kampe for det danske landshold. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Søndag får Jannik Vestergaard chancen i startopstillingen mod Moldova, men det bliver som vanligt Kasper Schmeichel, der skal agere sidste skanse i målet.

»Altså hold kæft, hvor er vi heldige i Danmark,« sagde han med hentydning til landsholdets mere end potente midterforsvar.

»Vi har så mange gode spillere, der spiller i så mange gode ligaer og får spilletid. Danmarks landshold er et rigtig godt sted.«

Hele situationen med den store skare af dygtige midterforsvarere glæder også landstræner Kasper Hjulmand ... men den skaber også problemer.

»Det giver mig hovedbrud engang imellem,« erkendte han.

Søndag tørner Danmark sammen med Moldova. Kampen sparkes i gang klokken 18, og du kan selvfølgelig følge den på bt.dk.