Dommer Manuel Schüttengruber hev straks det røde kort frem fra baglommen efter den hæslige aktion.

En mere klar udvisning var sjældent set, da Aserbajdsjsans Tellur Mutallimov praktiserede noget, som mere lignede kampsport end fodbold i VM-kvalifikationskampen mod Luxembourg torsdag.

Luxembourgs Olivier Thill ville tage en lang bold ned med skulderen, men pludselig kunne han se Tellur Mutallimov komme flyvende med knopperne forrest.

Støvlen blev plantet direkte ind i modstanderen, der lå og vred sig i smerte efter den vanvittige aktion, som du kan se i videoafspilleren øverst i artiklen.

Efter lang tid i græsset kunne Olivier Thill heldigvis spille kampen til ende.

Tellur Mutallimovs flyvespark sendte ham tidligt i bad, da der blot var spillet 26 minutter af kampen.

Derfor kunne Luxembourg profitere af udvisningen og med lethed snuppe en sejr på 3-1.

Gerson Rodrigues blev dobbelt målscorer i opgøret for Luxembourg, hvor uheldige Olivier Thills storebror, Sebastien Thill, også kom på tavlen.