Klokken var cirka 22.30 den 4. november, da Aminata Diallo og Kheira Hamraoui kom trillende i den parisiske forstad Chatou.

De to holdkammerater i PSG var på vej hjem fra en holdmiddag på Restaurant le Chalet des Iles i udkanten af Paris, da to mænd iført elefanthuer pludselig kom frem fra mørket.

Og så begyndte den ene at tæve løs på Kheira Hamraoui med et jernrør, mens den anden sørgede for, at Aminata Diallo – som sad bag rattet – ikke brød ind.

Overfaldet varede få minutter og har skabt overskrifter verden over som én af de vildeste episoder i sportshistorien.

Kheira Hamraoui kom tilbage til PSG i sommer efter nogle år i Lyon og FC Barcelona. Måske hun fortryder den beslutning i dag, efter hun blev overfaldet 4. november.
Kheira Hamraoui kom tilbage til PSG i sommer efter nogle år i Lyon og FC Barcelona. Måske hun fortryder den beslutning i dag, efter hun blev overfaldet 4. november. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Det hele tog for alvor fart onsdag, da det kom frem, at fransk politi mistænker Aminata Diallo for at stå bag det brutale overfald. Og det selvom de to er holdkammerater.

Torsdag så nye, voldsomme og uhyggelige detaljer dagens lys i den opsigtsvækkende sag, som har sendt en af klodens største fodboldklubber ud i en vanvittig og usandsynlig krise.

Ifølge politiet kan det være en sportslig rivalisering – på trods af spillernes årelange venskab, som vi vender tilbage til – der har dannet grobund for voldsomme sammenstød, og flere elementer virker mildest talt pudsige.

Ét af dem er, at de to kvinder kæmper om en plads på PSGs – og det franske landsholds – midtbaner, og at Hamraoui umiddelbart så ud til at være den foretrukne på begge hold.

Diallo blev i hvert fald efterudtaget til Frankrigs trup i oktober, da Hamraoui måtte melde fra grundet en lægskade, og førstnævnte startede også inde i tirsdagens Champions League-opgør mod Real Madrid som direkte erstatning for Hamraoui.

Hun meldte fra på grund af de fysiske skader og psykiske mén fra overfaldet. Et overfald, som så ud til at have en klar hensigt.

»En af overfaldsmændene gik amok på Kheira Hamraoui i benregionen, som om han ville gøre det umuligt for hende at arbejde i en periode,« siger en kilde til L'Équipe. Angrebet efterlod den 31-årige PSG-spiller med flere sting på både hænder og ben.

Der er flere grunde til, at politiet mener, at overfaldet var nøje orkestreret.

Den ene er, at de to kvinder som sagt konkurrerer om pladserne hos både PSG og det franske landshold.

Den anden er, at politiet mener, at bilen kørte meget langsomt, da den voldsomme oplevelse fandt sted. Politiet stiller også spørgsmålstegn ved den – ifølge dem – suspekte rute, som Diallo tog fra restauranten og hjem til spillernes domiciler.

For det tredje var hensigten med overfaldet tydeligvis at gøre skade på Kheira Hamraoui. De to maskerede mænd stjal nemlig ikke noget fra bilen efter at have tævet løs på PSG-spilleren, men flygtede bare tilbage i mørket.

Og så virker det påfaldende, at den tredje holdkammerat, som oprindelig sad med i bilen – Sakina Karchaoui – blev sat af ved sit hjem, kort inden overfaldet fandt sted.

Aminata Diallo kørte bilen, da Kheira Hamraoui blev overfaldet med et jernrør af to indtil videre ukendte gerningsmænd.
Aminata Diallo kørte bilen, da Kheira Hamraoui blev overfaldet med et jernrør af to indtil videre ukendte gerningsmænd. Foto: PAUL VERNON
Vis mere

Ifølge franske medier fortsatte afhøringen af Aminata Diallo indtil torsdag, hvor hun blev løsladt. Politiet vækkede spilleren tidligt onsdag i vedkommendes hjem. Hun afviser alle anklager og har været samarbejdsvillig, forlyder det.

Men faktisk har stemningen været betændt, og dramaet har ulmet internt i PSG lige siden dagen efter angrebet på Hamraoui. Da nyheden om Diallos varetægtsfængsling blev meldt ud, efterlod det truppen i chok.

Flere af kvinderne har ifølge Le Parisien fået dødstrusler i dagene op til den spektakulære hændelse, og flere i klubben var allerede tidligt overbeviste om, at en eller flere fra holdet var involveret.

Det skyldes blandt andet, at Hamraoui lige var kommet til klubben, og at kun få kendte til spillerens adresse. Meget tæt på det sted, hvor overfaldet skete.

Spændingerne resulterede i, at flere på og omkring holdet angivelig følte sig anklaget – hvilket kun forstærkede den dårlige stemning internt hos PSGs kvinder.

Derfor peger pilen ifølge franske medier på Aminata Diallo på trods af, at båndene mellem Diallo og Hamraoui rækker langt tilbage.

Gennem flere år har de to været en del af en gruppe landsholdsspillere, som ser hinanden privat og tager på ferie sammen.

En 34-årig mand er også blevet varetægtsfængslet i Lyon i sagen. Han skulle angivelig have kontaktet flere af klubbens spillere for at give informationer om Hamraouis privatliv op til overfaldet.

Derudover skriver L'Équipe, at han havde et forhold til Hamraoui, da hun tidligere i karrieren spillede for FC Barcelona. Det skulle have smadret hans liv og fodret hans hævntørst.

De to gerningsmænd er fortsat på fri fod.

I skrivende stund er fem af PSGs spillere under skærpet beskyttelse, og klubben har indtil videre kun udtalt sig ganske lidt om hele sagen.

Senest torsdag aften, hvor den franske storklub reagerede på Aminata Diallos løsladelse i en officiel udtalelse.

»Paris Saint-Germain er bekendt med løsladelsen af ​​Aminata Diallo, og vi er i tæt kontakt med vores spillere for at hjælpe dem med at overkomme denne udfordring. Vi har tillid til, at retfærdigheden sker fyldest, og at der bliver kastet lys over begivenhederne,« skriver klubben og tilføjer:

»Klubben takker alle for at udvise respekt for situationen og spillernes privatliv.«

Artiklen er blevet til på baggrund af informationer fra L'Équipe, Le Parisien og RMC Sport.