Det virker, som om Thomas Frank befinder sig i en anden galakse end for bare fem år siden.

9. marts 2016 blev han fyret som cheftræner i Brøndby, langt fra millionerne, spotlightet og superstjernerne i Premier League.

Men nu sidder han der efter at have taget den lange vej op gennem Englands næstbedste række, Championship, og efter bare få måneder i den absolutte elite er danskerens liv ændret radikalt.

»Uden for banen er det bare et markant større mediecirkus. Det er også derfor, at jeg generelt tidligere været åben for, at hvis en af jer journalister ringede, så klarede vi den nok. Nu er vi nødt til at tage det samlet, fordi det bare tager for meget af min tid,« siger Brentford-træner Thomas Frank på en presseseance for danske medier.

Thomas Frank hilser på Chelsea-træner Thomas Tuchel kort efter Brentfords 0-1-nederlag til Chelsea.
Thomas Frank hilser på Chelsea-træner Thomas Tuchel kort efter Brentfords 0-1-nederlag til Chelsea. Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

Man snyder ingen ved at sige, at den 48-årige dansker står i spidsen for en af rækkens mindste klubber. Det ved han også godt selv.

Brentfords oprykning i sommer betød, at London-klubben for første gang i 74 år er at finde i fodboldens fineste selskab i England.

Og det er synonym med enorme mængder mediearbejde, selvom man er en miniput sammenlignet med mastodonter som Chelsea, Liverpool eller de to fra Manchester, United og City.

Alligevel er det noget, der sætter et tydeligt aftryk på Thomas Franks privatliv.

For når man har scoret et af de 20 trænersæder i Premier League, kan man skrive en af fodboldens mest eftertragtede trænerjob på cv'et.

»Det er jo desværre en af tingene ved at være fodboldtræner. Det er jo altopædende, og det er 24/7, at du tænker på det. Dine tanker flyver rundt, når du er sammen med venner og familie. Men jeg prøver at blive bedre og bedre til at sørge for, at når jeg kommer hjem, så slår jeg fra,« forklarer Thomas Frank.

»Jeg har en stor motor og kan gå langt på literen, men man må stadigvæk lade op indimellem. Det nytter ikke noget, at jeg kører på 80 procent. Spillerne er også nødt til at være på 100. Og hvis jeg skal være på, coache, vejlede, guide og hele tiden skubbe, så skal jeg også selv være på 100 og have den energi.«

Derfor øver han sig stadig i at være fodboldtræner. Han øver sig i den del af jobbet, hvor han skal lære at slippe det.

Give sig selv plads. Glemme det. Trække stikket, så han kan lade op og være på, når hans opslidende arbejde kræver det.

»Det er vigtigt at trække mig en gang imellem og bruge tid med familien, hvis jeg skal lade op på energien. Jeg er herinde (på klubbens anlæg, red.) klokken 7 hver morgen, men måske skal jeg ikke sidde herinde til klokken 5 eller 6 hver dag,« siger Thomas Frank.

»Nogle gange skal jeg måske smutte lige lidt tidligere og gå en tur med hunden og fruen, trække vejret og se en eller anden dum Netflix-serie. Det prøver jeg at blive bedre til. For jeg er ikke så god til det lige nu.«

I skrivende stund ligger Brentford på 14.-pladsen i Premier League, inden man gæster nyrige Newcastle lørdag, der kan bryste sig af at være verdens rigeste klub, efter den er blevet overtaget af den saudiarabiske investeringsfond PIF.

Selvom det er gået over al forventning for Frank og Brentford med en stærk sæsonstart og sejre over blandt andet Arsenal og West Ham – hvilket sendte Frank på ønskelisten i Aston Villa, da man fyrede træneren Dean Smith – befinder klubben sig nu i en mindre krise efter fire nederlag i de seneste fem ligakampe.

Også på banen og i det sportslige mærker den danske træner den markante forskel med livet for bare få måneder siden, hvor han var Championship-træner, og klubben tog den lange vej til Premier League ved at kvalificere sig via playoff-kampene.

»Premier League er jo verdens bedste liga, ikk'. Den største forskel på banen er, at vi snakker de bedste trænere og de bedste spillere på langt de fleste hold, ud over nogle enkelte klubber derude,« mener Thomas Frank.

»De fleste af de bedste er herovre. På banen er der et voldsomt tempo. Når det går stærkt, så går det rigtig stærkt. Og kvaliteten af spillerne er så høj.«

Kampen mellem Newcastle og Brentford sparkes i gang lørdag klokken 16.

Andre læser også