Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand må se bort fra en uheldig trio i de kommende tre VM-kvalifikationskampe mod Skotland, Færøerne og Israel.
Andreas Cornelius og Rasmus Falk døjer med skader, mens Philip Billing er ramt af sygdom.
Derfor har landstræneren i stedet udtaget Eintracht Frankfurt-kreatøren Jesper Lindstrøm og Brentford-midtbanespilleren Mathias Jensen.
Det skriver Dansk Boldspil-Union på Twitter.

Mathias Jensen var med ved sommerens EM-slutrunde, men her pådrog han sig en skade i EM-semifinalen mod England, hvorfor han ikke blev udtaget i tirsdags, da Kasper Hjulmand offentliggjorde sin trup.
Lørdag eftermiddag fik midtbanespilleren så comeback, da han kom ind til de sidste 11 minutter af Brentfords udekamp mod Aston Villa i Premier League.
Jesper Lindstrøm har spillet en A-landskamp tidligere i karrieren. Den tidligere Brøndby-profil kom på banen i den corona-afbudsramte testkamp mod Sverige i november sidste år.
Det er en baglårsskade, der tvinger Rasmus Falk til at melde afbud til landskampene. FCK skriver på sin hjemmeside, at skaden holder Falk ude i "de kommende uger".

Skaden pådrog han sig i torsdagens Conference League-kvalifikationskamp mod Sivasspor.
Den kamp blev spillet blot to dage efter, at Falk blev udtaget til de forestående landskampe.
Også Andreas Cornelius var i aktion i europæisk fodbold i torsdags. Her blev den fysisk stærke angriber skadet i Trabzonspors udekamp mod AS Roma. Danskeren blev skiftet ud efter bare 18 minutters spil.
Siden trupudtagelsen i tirsdags har landstræner Kasper Hjulmand desuden måttet konstatere, at Jannik Vestergaard ikke bliver klar til VM-kvalifikationskampene, mens Kasper Dolberg fortsat er meldt tvivlsom. Derfor blev Victor Nelsson og Jacob Bruun Larsen efterudtaget i fredags.
Danmark møder Skotland hjemme, Færøerne ude og Israel hjemme 1., 4., og 7. september.
/ritzau/

