Hvorfor er det Vejle og ikke Brøndby eller AGF, der fyrer træneren efter en katastrofal sæsonstart?

Svaret handler i høj grad om opsparet kredit. David Nielsen i AGF og Niels Frederiksen i Brøndby har masser. Carit Falch havde ingen.

I Brøndby og AGF er der stadig tillid til, at deres respektive trænere kan få deres hold frelst gennem den aktuelle krise. Fordi de ved tidligere lejligheder har bevist, at de kan gøre det.

Niels Frederiksen var givetvis en fyringstruet mand, da Brøndby i efteråret 2019 var ude af Europa og placeret midt i Superligaen. Men så besejrede Brøndby FCK og halede siden en acceptabel fjerdeplads i land. Sæsonen efter blev de blå/gule danske mestre for første gang i 16 år. Niels Frederiksen har derfor masser af kredit.

Carit Falch fik fyresedlen i Vejle efter kun at have været ansat i halvanden måneds tid
Carit Falch fik fyresedlen i Vejle efter kun at have været ansat i halvanden måneds tid Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

David Nielsen lagde ud med at tabe fire kampe i træk, da han overtog trænersædet i AGF i efteråret 2017. Siden overlevede han en katastrofal sæsonstart i 2019/20 og endte med at hente medaljer til AGF efter 23 års tørke. I sidste sæson holdt AGF sig i toppen og blev nummer fire. David Nielsen har derfor også masser af kredit.

Som træner kan man skaffe sig kredit på flere måder. Den bedste er uden tvivl at have præsteret noget med netop den klub, man er ansat i. I FC Nordsjælland giver det for eksempel Flemming Pedersen en stærk platform, at han for 15 år siden var med til at forme klubbens nuværende retning og dna sammen med Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst. FC Nordsjælland skylder ham meget og har nærmest ubegrænset tillid til ham.

I Superligaen er der lige nu bemærkelsesværdigt nok ikke en eneste af de 12 trænere, der har spillet i den klub, de er ansat i. For det er bestemt også en måde at opbygge kredit på.

Se blot på Mikel Arteta i Arsenal. Hvis ikke han havde været så værdsat en spiller i den engelske storklub, var han da røget ud for længst. Den slags klubikoner har også altid længere snor hos en klubs tilhængere, hvilket man heller ikke må undervurdere.

FCKs nuværende cheftræner, Jess Thorup, da han var træner i belgiske Genk i 2020.
FCKs nuværende cheftræner, Jess Thorup, da han var træner i belgiske Genk i 2020. Foto: YORICK JANSENS
Vis mere

Endelig betyder en træners almindelige cv en hel del. Jess Thorup har for eksempel trænet to store belgiske klubber, så kan han nok også træne FC København. Andreas Alm har trænet den svenske storklub AIK i fem sæsoner, så kan han nok også træne OB.

Nu er vi efterhånden nået til svaret på spørgsmålet om, hvorfor Vejle Boldklub fyrede Carit Falch efter kun fem kampe? Fordi han ingen kredit havde. Carit Falch er ikke en uprøvet træner, men i en Superliga-kontekst har han kun haft småjob. Han fik kortvarig Lyngby til at ligne en overlever i sidste sæson, men endte med at rykke ud med et brag.

Carit Falch havde heller ingen relationer til Vejle Boldklub. Og, skulle det jo vise sig, ingen opbakning fra klubbens bagland. Det er måske en detalje, men han indledte med at tabe 0-5 til Silkeborgs oprykkere i sin første træningskamp på hjemmebane.

Den samlede indsats fra Carit Falch førte altså til, at Vejles ledelse efter kun fem kampe konkluderede, at han ikke var manden, der kunne redde klubben fra den truende nedrykning og bygge noget bæredygtigt op. Jeg er ikke sikker på, at det var forkert af Vejle at fyre Falch. Men jeg er stensikker på, at det var forkert at ansætte ham. Når han ikke havde mere kredit.

Nu har Vejle Boldklub så vendt sig mod en mand, der faktisk har en fortid i klubben. Peter Sørensen var assistenttræner for både Kim Poulsen og Ove Christensen fra 2006 til 2008, han har boet i byen i flere år og har gode relationer til mange af klubbens nøglefigurer. For eksempel direktør Henrik Tønder og den indflydelsesrige talentchef, Steen Thychosen.

Peter Sørensen har også formået at sætte et meget hurtigt og meget afgørende præg på tingene i sine tidligere klubber. Man kan kalde hans cv for broget, men den rutinerede cheftræner har mange gange stået i situationer som den, Vejle Boldklub lige nu befinder sig i.

Han lykkedes med at genrejse AGF og Silkeborg og med at redde Hobro. Alle i Vejle husker nok, hvem der lo sidst, da Hobro besejrede netop Vejle i to afgørende playoff-kampe om at undgå nedrykning i 2019.

Det er en vigtigt at understrege, at ingen træner har evig kredit. Derfor vil jeg også vurdere, at Niels Frederiksen godt kan overleve endnu et nederlag i kampen mod FC Midtjylland. Mens David Nielsen meget vel kan risikere, at hans kredit løber ud, hvis ikke AGF slår OB.