De holdt stand - blandt andet takket være danske Andreas Christensen, som nu hyldes i de engelske medier.
Og det må siges at være godt nyt for Kasper Hjulmand.
»En forrygende kamp fra Christensen,« skriver The Sun blandt andet efter et topbrag, hvor der var ellers lagt op til, at Chelsea skulle komme i gevaldigt modvind ude mod Liverpool.
Første halvleg på et kogende Anfield sluttede nemlig med et rødt kort til Chelseas Reece James og en udligning til 1-1 af Mohammed Salah på det efterfølgende straffespark.

Men den danske landsholdsspiller og hans holdkammerater i Chelsea-bagkæden ville det anderledes, og holdt stand gennem koncentreret og stærkt forsvars- og målmandsspil, og fik et vigtigt point med hjem til London.
»Han så kampen igennem rolig ud, både som den centrale forsvarer og da han rykkede ud som højreforsvarer, da Thiago Silva kom på banen i pausen,« skriver Daily Mail og giver 'AC' karakteren 7 ud af 10.
Kun målmand Edouard Mendy får en bedre karakter. Det billede gør sig også gældende i The Sun, hvor Chelsea-danskeren får et 9-tal, mens Mendy scorer topkarakter 10.
»Sammen med holdet forsvarede han sig med sit liv i anden halvleg,« skriver avisen.
Også hos Sky Sports er 'AC' blandt topscorerne hos Chelsea, hvor hele bagkæden får karakteren 8.
Så der er altså grund til glæde for landstræner Kasper Hulmand, som skal have formstærke Christensen under sine vinger i den kommende uge, hvor Danmark har tre vigtige VM-kvalifikationskampe.
Danmark møder Skotland og Israel i Parken med en smuttur til Færøerne imellem de to kampe.
Efter 1-1-kampen ligger Liverpool og Chelsea side om side i toppen af tabellen med syv point efter tre kampe. Det samme har West Ham og Everton.


