Den uvacinerede superstjerne Joshua Kimmich er testet positiv for coronavirus.

Det bekræfter hans klub Bayern München.

»Kimmich befinder sig i isolation, efter en test har vist, han er positiv for coronavirus. Midtbanespilleren har det godt,« skriver klubben.

Den positive test bidrager næppe til Kimmichs popularitet internt i klubben. Længe har der hersket coronakaos hos Bayern, hvor Kimmich er en af de spillere, der hidtil har nægtet at lade sig vaccinere imod netop coronavirus.

Kimmich er ikke populær i Bayern München for tiden.
Kimmich er ikke populær i Bayern München for tiden. Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

De fire andre spillere er Serge Gnabry, Jamal Musiala, Mickaël Cuisance og Eric Maxim Choupo-Moting. Sidstnævnte er også blevet testet positiv for coronavirus, hvilket klubben bekræftede onsdag.

Linjerne har været trukket hårdt op mellem de fem spillere og klubbens ledelse, der længe har presset på for, at de skulle blive vaccineret. Internt i truppen skulle der også være massiv opbakning til, at ledelsen får overtalt de fem uvaccinerede.

Alle fem har været i isolation tidligere på grund af nærkontakt med en smittet, og Bayern har meldt klart ud, at spillerne ikke vil få løn under karantænen. Det har blandt andet kostet Kimmich to ugers løn hidtil, hvilket svarer til 768.000 euro – cirka 5,7 millioner kroner.

Flere medier – heriblandt The Athletic – har dog berettet de seneste dage, at tre ud af de fem spillere er tæt på at blive overtalt til at blive vaccineret. Klubben ønsker en vaccinationsrate på 100 procent blandt spillere og ansatte inden udgangen af januar.