En vild nedtur er ved at blive vendt for Mario Balotelli.
Angriberen har været i et hav af klubber i de seneste år, og han syntes sidste sommer at have ramt bunden, da han ikke kunne komme på holdet i Monza i den næstbedste række i Italien.
Balotelli er ellers tidligere landsholdsstjerne for Azzurri og er blevet handlet for kæmpe trecifrede millionbeløb i sine yngre dage, da klubber som Inter, Manchester City, AC Milan og Liverpool hentede ham til at bombe for dem.
Men Mario Balotelli viste sig som en rodløs dreng, der havde problemer med koncentrationen og livet både på og uden for banen, og for to år siden sluttede hans shoppetur på allerhøjeste hylde, da han skiftede fra Marseille til Brescia.

Det gik kun endnu mere nedad indtil nu, hvor han er ved at få en opblomstring i den tyrkiske oprykkerklub Adana Demirspor.
Klubben ligger efter 19 runder på en imponerende sjetteplads foran eksempelvis giganterne Galatasaray og mestrene fra Besiktas, og det har Balotelli i høj grad bidraget til med sine syv mål og to assister.
I pokalen er det i to kampe blevet til yderligere et mål og to oplæg.
Men Mario Balotelli synes samtidig ikke at have lagt sit iltre temperament på hylden med syv gule kort.
Det ændrer imidlertid ikke på, at Galatasaray ifølge de tyrkiske medier gerne vil købe ham. Men der skal mange penge på bordet, for at Adana Demirspor slipper sin 31-årige guldfugl, der kom gratis for måneder siden.
»Vi har ikke hørt noget, og det er ikke billigt at købe en spiller af mig,« siger klubpræsident Murat Sancak ifølge Hurriyet til Beyaz TV.
»Han skal ikke skifte til et andet hold i Tyrkiet. Det skal han kun, hvis jeg siger, han skal. Hvis de har penge, kan vi forhandle om Mario Balotelli. Vi vil se på det, hvis de tilbyder 10 millioner euro (75 millioner kroner, red). Det har vi ikke fået tilbudt, men vi har heller ingen planer om at sælge ham,« slår præsidenten fast.
Mario Balotellis kontrakt med Adana Demirspor går frem til 2024.



