Natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid har den amerikanske sportsverden modtaget en meget trist nyhed.

Den legendariske NFL-træner og kommentator John Madden er nemlig afgået ved døden. Han blev 85 år. Det skriver BBC.

Amerikanerens død beskrives af mediet som pludselig og uventet. Der er i første omgang heller ikke offentliggjort en dødsårsag.

John Madden er et af de største navne i NFL-verdenen. Han er eksempelvis den træner, som har den højeste sejrsprocent med mindst 100 kampe som chef på sidelinjen.

Foto: STEPHEN CHERNIN
Vis mere

Han stoppede dog som træner allerede i en alder af 42 år, og siden er han måske blevet endnu mere kendt ved at kommentere forskellige NFL-kampe.

BBC skriver videre, at John Madden ligeledes har lagt ansigt og navn til 'Madden NFL Football', som er et af de mest succesfulde computerspil nogensinde.

Det er strømmet ind med hilsner til den legendariske NFL-træner og kommentator, siden det pludselige dødsfald ramte medierne verden over.

»Ingen elskede fodbold højere end træner Madden,« lyder det eksempelvis fra NFL-kommissæren Roger Goodell i en udtalelse, som fortsætter:

»Der vil aldrig komme en ny John Madden, og vi vil altid været taknemmelige for, at han gjorde fodbold og NFL til, hvad det er i dag.«

Og han vil blive savnet. På NFLs officielle Twitter-profil står der således 'John Madden for evigt' i beskrivelsen.