»I mine 30 år i international fodbold har jeg aldrig oplevet noget lignende.«

Det er landstrænerens egne ord om den uro, der ulmer i Norge, efter en af landsholdets største profiler har været oppe at skændes med landstræneren.

Det er den tidligere FCM-spiller Alexander Sørloth, der har lagt sig ud med Lars Lagerbäck efter det skuffende nederlag til Serbien, der knuste nordmændenes drøm om at komme med til EM næste sommer. Det skriver norske Dagbladet.

Nu har landstræneren selv kommenteret på rygterne, der viser sig at være sande:

»Jeg har aldrig oplevet, at en spiller har krydset grænsen på den her måde. Jeg har haft mange diskussioner med spillere, der har handlet om fodbold og været baseret på fakta. Men aldrig har noget været i nærheden af det her,« siger Lagerbäck i en pressemeddelelse udgivet af det norske fodboldforbund.

I pressemeddelelsen afslører landstræneren, at Sørloth kaldte ham og assistenttræner Per Joar Hansen for inkompetente, hvad angår både fodboldfaglighed og lederegenskaber. Landstræneren udtrykker samtidig bekymring for loyaliteten over for landsholdets sædvanlige normer og værdier i truppen.

Men Lagerbäck bruger også lejligheden til at se indad. Han fortryder nemlig også sit eget ordvalg i skænderiet. Han fremhævede en epiosde på Cypern, hvor Sørloth brændte på frit mål, for at få angriberen til at tie:

»Mit ordvalg kom efter en lang og ophedet diskussion, og jeg beklager det. Det var et forsøg på at få Alexander til at forstå, at han må tilpasse sig holdet. Jeg forsøger at skabe en ordentlig præstationskultur.«

Selv om diskussionen var særdeles ophedet, har det ikke fået videre konsekvenser for parterne. Sørloth beklagede selv situationen på et spillermøde dagen efter, og få dage efter nederlaget til Serbien vandt Norge først med 4-0 over Rumænien og senere 1-0 over Nordirland i Nations League.

Norge er nummer to i sin gruppe bag Østrig. De spiller i det næstbedste lag, men har fortsat muligheden for at rykke op i det bedste lag, hvor Danmark befinder sig.

Alexander Sørloth spiller til dagligt i RB Leipzig og er holdkammerat med blandt andre Yussuf Poulsen.