Ståle Solbakken er tidligere blevet sat i forbindelse med det norske landstrænerjob.

Og hvis han går og håber på, at den nuværende landstræner, Lars Lagerbäck, snart bliver arbejdsløs, så er der kommet lidt mere vand på den mølle.

For norske VG kan afsløre, at der har været decideret dårlig stemning på landsholdet – helt konkret har landstræneren været oppe at skændes med den tidligere FCM-angriber Alexander Sørloth.

Forud for sidste uges landskamp mod Serbien gik det helt galt mellem Lagerbäck og Sørloth. På et møde havde Sørloth ifølge mediet udtrykt sin utilfredshed med den norske spillestil i kølvandet på nederlaget til Serbien, der kostede Norge en deltagelse ved EM næste sommer.

Det udviklede sig til et højlydt skænderi mellem de to parter foran hele truppen.

På et tidspunkt forlod Lagerbäck og hans assistent, Per Joar Hansen, lokalet, så spillerne kunne diskutere i fred. Her blev Sørloth bedt om at holde sig i ro, når trænerne kom retur, af frygt for, at han ville blive smidt af holdet.

Men da trænerne vendte tilbage til spillerne, gik det galt igen.

Her trak Lagerbäck tråde tilbage til en landskamp i 2018 mod Cypern, hvor Sørloth lavede sit livs afbrænder. En episode, som han selv har beskrevet som den fodboldmæssigt værste i sit liv.

»Hvor vover du, som brændte på frit mål mod Cypern for to år siden, at sige noget,« skulle den norske landstræner have sagt.

»Jeg var chokeret, jeg har aldrig oplevet noget lignende,« siger en anonym kilde til VG.

Siden kom der angiveligt ro på tingene, inden Sørloth startede på bænken mod Nordirland. Han blev skiftet ind i anden halvleg, men skænderiet er ikke godt nyt for Lagerbäck, der er en presset mand efter EM-nedturen.

Han har kontrakt frem til 2022.

Men efter fyringen af Ståle Solbakken i FCK spøger nordmanden igen. Flere eksperter har skreget på ham som ny landstræner, og angiveligt er der også stemmer internt i det norske fodboldforbund, der ønsker ham som træner.