Awer Mabil vil onsdag sammen med de andre FCM-spillere skrive sig ind i Champions League-historien og dermed fodbold på øverste niveau.

Men livet på første klasse har langtfra været en vane for kantspilleren, der har australsk statsborgerskab.

Ifølge fifa.com fortæller den 25-årige Midtjylland-profil om fortiden og barndommen, der bød på ekstrem fattigdom for ham og familien i Sydsudan, så de måtte bo i flygtningelejr i Kenya.

»Vi byggede en hytte af mudder, og den var nok på størrelse med et soveværelse i et normalt hus i den vestlige verden, kan man sige. Men det er jo ikke dit hjem. Vi var fire personer, som boede der – mig, min mor, min bror og min søster. Vi fik mad af FN en gang om måneden,« siger Awer Mabil og fortsætter:

»Hver person fik et kilo ris, så vi havde fire kilo og tre kilo bønner i vores familie. Det var meget svært. Vi fik ét måltid om dagen, og det var aftensmad. Der var ikke noget, der hed morgenmad eller frokost. Du var bare nødt til at overleve med en smule aftensmad, og du var virkelig nødt til at værdsætte det,« lyder de barske ord fra Mabil.

Han fortæller, at han begyndte at spille fodbold i flygtningelejren, da han var fem år, fordi 'det var det eneste, han kunne lave'.

Mabil har ikke glemt sin fortid og gør sit for at hjælpe andre under fattige kår, når han får muligheden for at besøge flygtningelejren i Kakuma.

»Jeg tager støvler, fodboldtøj og hospitalsudstyr med og donerer det til de flygtninge, der er der. Hvis jeg har to ugers ferie, bruger jeg den ene dér og den anden med min familie,« fortæller han.

Awer Mabil og FC Midtjylland tager hul på klubbens første gruppespil i Champions League, når Atalanta fra Serie A besøger MCH Arena onsdag aften.