Saeed Ezatolahi. Superligaens største stjerne.

Ja, du læste rigtigt. I hvert fald målt på følgere på Instagram.

For mens de færreste i Danmark endnu kan genkende fyren, hvis han strøg forbi dem på en tur i hans nye hjemby, Vejle, er det anderledes i hans fodboldgale hjemland med over 80 millioner mennesker, Iran.

Her er landsholdsspilleren med det gode udseende så populær, at over 1,3 millioner personer følger ham på Instagram.

B.T. har sat sig for at lære den første professionelle iranske landsholdsspiller i Superligaen bedre at kende, og han fortæller, at idoldyrkelsen af ham til tider er så stor, at han ikke kan gå rundt i Iran uden at blive stoppet.

Saeed Ezatolahi under VM i 2018.
Saeed Ezatolahi under VM i 2018. Foto: SAEED KHAN
Vis mere

»Der er selvfølgelig en mindre befolkning i Danmark, så de mange følgere, jeg har, springer mere i øjnene her. Men hvis du ser på vores landsholdsspillere og dem, der var med til VM i 2018, så er vi alle så heldige at have mange følgere. På det plan er det ligesom kendte sangere og skuespillere. Det viser noget om, hvor dedikerede de iranske fans er, og jeg er meget taknemmelig for, at de er interesserede i mig og mit liv,« siger Saeed Ezatolahi og tilføjer:

»Når vi tager til Iran, er det ikke nemt for os at gå ud på gaden med vores familie, så vi bruger også Instagram til at være sammen med fans og andre folk, der ikke har noget med fodbold at gøre. Det gør afstanden imellem os kortere.«

Er det så svært for dig at gå på gaden i Iran?

»Det er jo et eller andet sted blevet normalt. Det er ikke sådan, at alle kommer over til én, men det sker, og folk vil bare gerne have taget et billede og snakke med os. Jeg går ud fra, at de danske landsholdsspillere oplever det samme, når de går ud i Danmark. Men fordi der er så mange mennesker i Iran, er der også et større 'tryk'.«

Er du kun blevet kendt for fodbolden?

»Jeg har ikke rigtig andre talenter end fodbold, så det er vel derfor, at de følger mig.«

Du har jo også udseendet med dig?

»Det går lidt hånd i hånd på de sociale medier, og jeg får da ret mange henvendelser om, at jeg ser godt ud og har en god stil, men de fleste af følgerne går nu mest op i min fodbold. Men ja, selvfølgelig er der også dem, der slet ikke er interesseret i fodbold.«

Saeed Ezatolahi kunne sagtens tjene en masse penge på reklamer på Instagram, men det vil han ikke.
Saeed Ezatolahi kunne sagtens tjene en masse penge på reklamer på Instagram, men det vil han ikke. Foto: Instagram
Vis mere

Du får vel også mange henvendelser fra interesserede kvinder, jeg ved ikke, om du har en kæreste eller kone?

»Nej, det har jeg gudskelov ikke. Haha.«

Mangler du da tilbud?

»Nej, nej. Lige nu fokuserer jeg bare på fodbold, så må alt det andet komme, når det kommer.«

Saeed Ezatolahi er den første iranske landsholdsspiller i Superligaen.
Saeed Ezatolahi er den første iranske landsholdsspiller i Superligaen.
Vis mere

Hvis du ville, kunne du så leve af at være influencer på Instagram og bare reklamere dér?

»Jeg laver kun reklamer, hvis det er for en god sponsor. Hvorfor ikke? Men for at være ærlig ser jeg faktisk ikke så meget på min Instagram, men det er klart, at hvis der er nogen, der kommer med et godt brand eller et godt tilbud, så gør jeg det gerne, men det er ikke alting, jeg er klar til at reklamere for. På ingen måde. For så glemmer jeg mig selv, og det ønsker jeg ikke.«

Får du mange af den slags henvendelser?

»De er der da. Det skal som sagt bare være det værd og noget, jeg selv står inde for. Og så skal de give mening for mine følgere. I Iran er der mange, der laver en masse reklame på Instagram for småpenge, men det har jeg ikke lyst til.«

Saeed Ezatolahi er ny spiller i Vejle i denne sæson.
Saeed Ezatolahi er ny spiller i Vejle i denne sæson. Foto: SAEED KHAN
Vis mere

Nu er du så endt i Danmark. Hvordan hører en kendt iransk landsholdsspiller som dig om Vejle, og hvorfor er du her?

»Det er måske en overraskelse for mange. Det var det i hvert fald for folk i Iran. Men jeg har nogle mål i mit hoved, og det krævede, at jeg tog et skridt hertil for at komme derhen. Jeg havde brug for en ny udfordring og en klub, som jeg kunne stole på, så jeg kunne vise mine kvaliteter frem. Da jeg talte med Vejle, kunne jeg med det samme se, at vores idéer passede sammen, og jeg var villig til at gå meget ned i løn i forhold til, at jeg kunne tage til England eller Rusland.«

Hvor meget er du gået ned i løn, kontra da du spillede i Rostov?

»Meget. Jeg tjener tre gange så lidt, som da jeg spillede i Rusland. Men jeg har mål, og det kunne Vejle hjælpe mig med at opnå, og så kan jeg forhåbentlig komme ud til større klubber og ligaer igen, når jeg har fået succes med Vejle, der tror på mig og har investeret i mig.«

På Instagram er du Superligaens største. Føler du dig som en stjerne i Vejle?

»Nej, det er holdet, der er i centrum i Vejle. Vi er som en familie, og for os giver det ikke mening at fokusere på enkeltspillere. Ellers får vi ingen holdånd.«

I Vejle er der også et andet kæmpe navn i Thomas Gravesen, ja, faktisk en stjerne, som følger klubben. Er du stødt på ham endnu?

»Nej. Gravesen var en stor fodboldspiller, og jeg er selv stor fan af Real Madrid, så hvis han ser det her interview, håber jeg, at han vil bytte trøje med mig,« lyder det afslutningsvis fra Saeed Ezatolahi.

Fra en stjerne til en anden.