FC Midtjylland-spilleren Pione Sisto har i de senere år delt vandene med sine holdninger og udtalelser - godt eksemplificeret ved hans udmeldinger om, at han har valgt ikke at lade sig vaccinere.

Nu er han endnu en gang ude med en udtalelse, der kan skabe røre i det danske land.

Det gør han i sin egen podcast 'Inside by Sisto'.

»Jeg synes, at det er ærgerligt, at det virker til, at samfundet desværre er endt i en situation, hvor vi ikke tror på os og vores egne intentioner. Vi tror heller ikke på den power, som vi egentlig besidder,« siger han i podcasten, som har den fysiske træner Mads Tömörkènyi fra MT Performance med som gæst.

Tömörkèny bakker Sisto op i påstanden. Han har blandt andet haft Thomas Delaney i folden hos sig i løbet af sin karriere som fysisk træner.

De to – sammen med Sistos bedste ven, Frederik – snakker i podcast-episoden om den mentale effekt hos fodboldspillere. Noget Sisto de senere år har haft en stor opmærksomhed på.

Sisto startede sit eget podcastunivers i december.

Han har udover Mads Tömörkènyi haft Mikael Anderson og Mathias Zanka Jørgensen med som gæst.