Han er et ikon i fodboldverdenen. Også den danske. Men snart er det slut.

For fredag siger 81-årige Sepp Piontek helt endegyldigt farvel til den aktive fodboldverden.

»Jeg har nået den alder, hvor jeg ikke vil udsætte mig selv for en længere køretur sent om aftenen hjem til Blommenslyst,« siger Sepp Piontek til TV3 Sport.

Han er i dag tilknyttet oldboyslandsholdet, hvor han har været med som træner og teknisk direktør de sidste mange år, efter han for alvor slog sit navn fast som landstræner for Danmark.

Sepp Piontek var landstræner for Danmark i mange år.
Sepp Piontek var landstræner for Danmark i mange år. Claus Bech

»Hver kamp har været en oplevelse, uanset om det har været i udlandet eller i en mindre dansk by,« siger han inden den afsked, han tager fredag.

Den kommer til at foregå på Fynslund Stadion. Her skal byens oldboyshold spille mod oldboyslandsholdet. En 50-års jubilæumskamp endda.

Sepp Piontek var landstræner for Danmark fra 1979 til 1990. Han førte de røde og hvide til to EM-slutrunder og til VM i 1986. Han er blevet et ikon i dansk fodbold, og i Fynslund Boldklub er de da også beærede over, at det netop er hos dem, Sepp Piontek har sin sidste optræden.

»Vi er da stolte over, at det lige bliver i Fynslund, at Sepp Piontek takker af. Det er da noget helt særligt, og samtidig bliver det sikkert noget af en begivenhed. Vi er blevet adviseret om, at vi nok kan forvente, at der kommer en 800 til 1000 tilskuere til kampen på fredag, og det er jo vildt, især når man tænker på, at det er langt flere, end der bor her i byen,« siger formand Tommy Lauritzen til Vejle Amts Folkeblad.

Da Sepp Piontek sidste år fyldte 80, var B.T. på besøg, og her fortalte han, at han ærgrer sig over et lidt for tidligt exit fra topfodbold.

»Jeg stoppede nok for tidligt. Da jeg fik ballonudvidelsen, tænkte jeg: 'Uha, det her er ikke ret godt'. Men altså, det var ikke så slemt, det var kun en lille del af hjertet, der var blokeret, og jeg var hurtigt på benene,« sagde den tidligere landstræner med henvisning til, at han i 1997 blev ramt af en blodprop.