»Nå, du kunne godt finde det, neh?«
Sepp Piontek tager imod i døren til den store villa i den Morten Korch'ske Odense-forstad Blommenslyst. Han flyttede ind i huset ovre på den anden side af vejen, da han i 1980 fik tjansen som træner for et dansk landshold gennemsyret af amatørtanken.
Han skulle se mange fodboldkampe rundt omkring i landet, så med base midt på Fyn var der kort vej både til Aarhus og København. Og i Blommenslyst var der mulighed for få en parabol, så han kunne se tysk fodbold og stadig kunne holde sig ajour, hvis en Bundesliga-klub pludselig fik brug for ham.
Men Danmark holdt fast i Sepp – og omvendt. Så efter et par år købte han genboens hus, da han fik brug for mere plads.
Og i dag er tyskeren dansk folkeeje. Det skal man ikke mere end et par meter ind i entréen for at blive mindet om.
En gave fra Carlsberg – et stort fodboldmaleri – pryder den ene væg. På en anden hænger et portræt af Sepp lavet af legoklodser - en gave fra, ja, Lego. Og endnu et Sepp-portræt malet af en silkeborgensisk kunstner hænger på en tredje væg.
Torsdag rundede han 80 år. Men det er ikke til at se, som han dribler rundt i køkkenet for at servicere den gæstende journalist og fotograf med kaffe og kiks. Han ligner sig selv, og hans efterhånden ikoniske 'neh' afslutter stadig de fleste sætninger.
»Jeg har det udmærket. Jeg har ingen problemer, og jeg fejler ikke noget. Det er dejligt, at jeg stadig er på benene og kan bevæge mig, som jeg vil. At jeg kan gøre de ting, som jeg har lyst til.«
På spørgsmålet om, hvad hemmeligheden bag hans helbred er, kaster han et blik ud af vinduet og nikker mod den fodboldbane-store græsplæne.
»Hemmeligheden? Jeg arbejder meget i haven!«
»Jeg får masser af frisk luft. Jeg fælder også træer, når der er brug for det. Jeg har også have på den anden side af hegnet. Så jeg har masser at se til.«
»To gange om ugen går jeg til fitness. Og så lever jeg ordentligt. Jeg har ikke rigtig brug for alkohol. Jo, jeg kan godt drikke en øl, hvis det er varmt. Men ellers holder jeg mig til lemonade, cola eller sådan noget. Men jeg ved nu ikke, om det er min hemmelighed.«
Hvad tænker du om at være nået frem til 80 år?
»Da jeg var i 70'erne, tænkte jeg ikke ret meget over, at jeg snart blev 80 år. Men når man pludselig ser tallet 80 foran sig, så bliver man alligevel en smule tænksom. 'Nå, for søren ... 80 år, det er da en høj alder'.«
»Man bliver mere bevidst om alderen nu. Men så længe man har det godt, kan gå, kan løbe, kan gå til fitness, kan arbejde i haven, så er det ikke så slemt.«
»Men jeg kan da godt mærke, at jeg er blevet ældre. Hvis jeg lægger mig på gulvet og skal rejse mig op igen ... Det er altså ikke så nemt, som det engang var. Der skal jeg dreje mig lidt, for at det lykkedes. Det gik lettere for 40 år siden.«
Snakken over køkkenbordet drejer sig hurtigt og helt naturligt over på fodbold. Her brænder passionen fortsat igennem hos den tidligere landstræner, der af hensyn til helbredet har holdt sig væk fra topfodbold, siden han i 1997 fik en ballonudvidelse efter en blodprop.
Og det ærgrer ham i dag.
»Jeg stoppede nok for tidligt. Da jeg fik ballonudvidelsen, tænkte jeg: 'uha, det her er ikke ret godt'. Men altså, det var ikke så slemt, det var kun en lille del af hjertet, der var blokeret, og jeg var hurtigt på benene.«
»Jeg kom dog alligevel frem til, at jeg hellere måtte passe på mig selv. Jeg skulle jo tænke på min familie. Jeg skulle ikke risikere noget, for fodboldbranchen er meget hård og krævende. Jeg stoppede, for jeg frygtede, at jeg ikke kunne klare den belastning.«
»Men det var for tidligt, jeg sagde farvel til topfodbold. Jeg kigger på ham Ståle Solbakken. Han var død i tre minutter, og alligevel fortsætter han som træner. Det er at løbe en risiko, mener jeg. Hans arbejde er benhårdt - se bare den kamp her forleden (Celtic mod FCK, red.). Der står så meget på spil, og det er meget belastende for kroppen.«
»Men han gør det, og det kunne jeg måske også godt have gjort. Jeg kunne godt have taget 5-10 år mere.«
Savner du stadig at stå på sidelinjen?
»I starten savnede jeg det meget. Nu er det ikke så galt. Det er også alderen. Jeg kan jo ikke løbe rundt ude på den bane som 80-årig.«
»Men det gør ikke noget. Jeg har oplevet en del.«
Og det er mildt sagt!
Stjernespiller for Werder Bremen i 1960'erne, tysk landsholdsspiller, cheftræner for Werder Bremen, St. Pauli og Fortuna Düsseldorf, landstræner for Haiti, Danmark og Tyrkiet, Superliga-træner i AaB og Silkeborg.
Men frem for alt er han manden, der skabte dansk landsholdseufori i 80'erne med en EM-semifinale og en VM-slutrunde i 1986, hvor Pionteks drenge spillede som kommende verdensmestre inden kollapset mod Spanien.
»Det eneste, vi manglede dengang, var en målmand med kropsstyrke. Vores målmænd var gode og gjorde det udmærket, men for at komme helt til tops ved VM, så skulle man have en målmand som Schmeichel, som modstanderne frygtede.«
»Vi havde Lars Høgh, der var meget elegant på stregen, men han gjorde ikke modstanderne bange, og de turde godt gå tæt på ham ved hjørnespark.«
Så havde du haft Peter Schmeichel i 1986, så var Danmark kommet længere?
»Ja, så var vi nok kommet til semifinalen. Men det er spekulation.«
Et faktum er det dog, at Piontek bragte tysk disciplin ind i dansk fodbold. På sin egen måde.
»Der skulle være disciplin, men kun til en vis grad. Danskerne skal også have deres frihed og ikke sættes ind i en skabelon. Preben Elkjær skulle have sin frihed, og Michael Laudrup skulle ikke bruge tid på at øve defensive skabeloner.«
»Så man skal ikke trække sin tyske disciplin ned over danskerne. Se bare ham træneren i Brøndby ... Zorniger. Den stil passer ikke helt til danskerne. Selvom Superliga-holdene i dag er meget internationale, så er der stadig en dansk kerne, og som træner kan du ikke agere, som var du i Tyskland.«
Sepp Piontek sagde farvel til det danske landshold i 1990, men selv her 30 år senere mærker han efterskvulp fra 1980'erne.
»Ja, jeg mærker det stadig. Hvis jeg er nye steder, så kommer folk hen og hilser. Og jeg kan høre folk sige 'se, det er ham Sepp Piontek. Han var landstræner engang. Han har trænet Preben Elkjær og Michael Laudrup'.«
Den tidligere landstræner tager stadig på Odense Stadion, hvor han har VIP-kort. Og han æder også de kampe, der sendes på tv. Også selvom der er langt fra 1980'ernes uskyld til dagens milliardindustri.
»Der er kommet mange penge til, og holdene er blevet meget mere internationale. Se et hold som Chelsea, hvor der nogle gange kun er én englænder i startopstillingen. Sådan er det med mange hold. Men sådan er udviklingen. De vil gerne give publikum noget ekstraordinært, og der er mange penge på grund af sheiker og jeg ved ikke hvad.«
Stikker det i dit hjerte, at fodbold er blevet sådan?
»Njaarh, det er jo udviklingen. Man kan kun stoppe det ved at indføre regler mod for mange udlændinge på holdene. Men så går man ind og regulerer, og det kan man ikke i dag, hvor der konstant søges mod mere frihed.«
Der er i det hele taget mange ting, der ikke er, som det engang var. For to år siden førte en konflikt mellem Spillerforeningen og DBU til, at Danmark måtte sende et amatørlandshold af sted til venskabskampen mod Slovakiet. Det var aldrig sket i Sepp Pionteks tid.
»Jeg ville ikke have tilladt en spillerforening. Jeg ville bruge de spillere, som jeg synes var de rigtige, og de skulle holde sig til det, jeg sagde – og ikke hvad en spillerforening eventuelt sagde.«
»Og den sag fik store konsekvenser. Ikke så meget for mændene, som bare tabte en træningskamp. Men for kvinderne gik det helt grassat. De blev forhindret i at komme til VM, fordi de blev væk fra en kamp mod Sverige. Altså, hvis Spillerforeningen blander sig på den måde, så bliver det jo umuligt, synes jeg.«
»Også det med, at kvinderne vil have de samme penge som mændene. Det passer ikke helt, synes jeg. For der er forskel. Jeg synes, at kvinderne skal tjene godt. Men at tingene altid skal være lige fordelt ... det er lidt ... ja. Der må ikke gå fagforening i fodbold.«
Hvor meget skade gjorde den sag for danskernes forhold til det danske landshold?
»Jeg har ikke brugt så meget energi på det. Men der er en forskel. Der er ikke helt den samme begejstring omkring landsholdet som den, vi oplevede i 1980'erne.«
»Folk bliver selvfølgelig glade, hvis de spiller godt og kommer med til slutrunder. Men den umiddelbare begejstring fra publikum til spillerne mangler, synes jeg. Jeg vil ikke sige for meget, for så bliver træneren sur på mig.«
Nu vi taler om landstræneren. Hvad tænker du om, at man kasserer en træner, der ikke har tabt en gældende kamp i to år?
»Det er DBU-politik, som jeg overhovedet ikke vil blande mig i. Men tidspunktet for annonceringen var selvfølgelig ikke godt valgt. Måske var der ikke andre muligheder, men måske kunne man også have gjort det på en anden måde. Nu skal Hareide stå med et hold, som han ikke skal træne efter EM. Og spillerne ved, at træneren er væk til sommer.«
»Motivationsmæssigt behøver det ikke give problemer, men det kan give problemer.«
Hvad siger du til den nuværende landsholds succes?
»Det er flot. Det her bør jeg måske ikke sige, for det giver mig bare problemer, men hvordan er betingelserne for at kvalificere sig i dag? Der er 36 hold eller sådan noget med til EM (24 nationer, red.). I gamle dage var der otte hold med. Otte! Det var andre betingelser. Det var ikke så nemt. Vi skulle slå England ud for at komme til EM!«
»Nu skal man vinde over Irland og Gibraltar. Det er andre forhold. Men jeg skal ikke tage noget fra præstationen. Det er flot, at holdet er ubesejret.«
Køkkenbordsnakken når også at runde Richard Møller Nielsen, forsidehistorien om Sepps påståede skattesnyd, tiden i Tyrkiet – hvor de i dag stadig kalder Sepp for 'baba', da de betragter Sepp som faderen til landets fodboldsucces - modtagelsen af et tysk ridderkors, janteloven og flere af den slags ting, som sådan en samtale med en fodboldlegende automatisk glider forbi.
Og på vej ud til hoveddøren konstaterer den nykårede 80-årige beskedent:
»Jo, jo ... lidt har jeg da oplevet.«
