Inge Jagd Sørensen bor i det sydøstlige Odense i bydelen Fraugde. Ni kilometer fra bymidten og 90 skridt fra motorvejen.
Her har hun boet i 50 år. Hun flyttede hertil i 1971 - året efter den Nye Lillebæltsbro blev indviet. Og altså adskillige år før, både motorvejen ved Odense og Storebæltsbroen åbnede.
»Her var stille og roligt. Det var lidt ude på landet, men alligevel i byen,« fortæller Inge Jagd Sørensen.
Nogle år senere flyttede Ole også ind i huset i Fraugde.
»Inge er by-bo, og jeg er land-bo. På den måde bor vi jo rigtig godt sammen her,« konstaterer Ole Sørensen.
I 80'erne kom motorvejen. Strækningen skar den lille landsby Fraugde 'væk' fra Odense.
»Fordelen ved, at vi har motorvejen i baghaven er, at vi aldrig rigtig bliver en del af Odense,« siger land-boen Ole Sørensen og griner.
Men med motorvejen blev også støjniveauet øget over årene.
»Tidligere sagde vi, at hvis vi skulle sælge, så skulle vi gøre det mellem to færgetræk. Det kan vi ikke mere,« fortæller Ole Sørensen.
I 1998 åbnede Storebæltsbroen, og 'færgetrækket' blev skiftet ud med konstant trafik på den fynske motorvej.
»Nu føles det som om, at der er et færgetræk døgnet rundt,« forklarer Inge Jagd Sørensen.
Hun beskriver støjen som 'enerverende' og 'en konstant susen'.
Den er værst om morgenen mellem klokken 5 og klokken 7. Og så igen om eftermiddagen. Midt på dagen er det mest bare en susen. Lørdagen er den dag, hvor der er mest ro.
»Men det er jo også en udvikling, der er sket henover årene. Stille og roligt vænner man sig til det,« fortæller Inge Jagd Sørensen.
»Vi rykker rundt til de steder rundt om huset, hvor der er mindst støj,« uddyber hun.
De har selv forsøgt at skærme af for noget af støjen. De har fået støjisolerende vinduer og isoleret udestuen og den overdækkede terrasse i haven.
»Hjernen slår fra på en lyd, den hører altid,«
Hvorfor bliver I boende?
»Lige bortset fra den motorvejsstøj, så bor vi jo godt. Vi har frihed, have og plads til vores dyr og campingvognen,« fortæller Ole Sørensen.
Og så har de gode naboer, forklarer de.
»Vi skal bæres ud herfra,« konstaterer Inge Jagd Sørensen, men tilføjer:
»Hvis jeg kom som køber i dag, så tror jeg ikke, at jeg ville flytte ind her,« tilføjer Inge Jagd Sørensen.
De har flere gange forsøgt at råbe op om, at støjen har nået et niveau, hvor det er for meget. Uden held. Derfor deltager Ole og Inge også torsdag aften i det stormøde om støj, der finder sted i Højbyhallen i det sydlige Odense.
»Jeg tror, at man får gjort noget, men jeg er bange for, at det ikke bliver i vores tid,« konstaterer Inge Jagd Sørensen nøgternt.
»Jeg håber, at man i det mindste laver en tidsplan for en form for støjreduktion, så vi har noget at holde dem op på,« siger Ole Sørensen. Men han er skeptisk.
»Politikerne snakker og snakker og det hele, det går. Og når det kommer til stykket, så er der ikke nogen penge.«
Hvis der ikke ligger en løsning lige for, så har Ole sin helt egen metode, når støjen bliver for meget.
»Jeg har den fordel, at jeg bare kan tage mine høreapparater ud,« griner han.
