Forventningerne var enorme, da Kasper Schmeichel landede i Belgien med sin kuffert, klar til at tørne ud for Anderlecht.
Men historien har slet ikke udviklet sig som håbet.
B.T. gør status over landsholdskeeperens første halve år i den belgiske storklub og har allieret sig med to af landets skarpeste fodboldjournalister.
De er meget enige. Efter et halvt år er det en voldsom skuffelse, der fylder.
»Schmeichel er doven, han fremstår meget kold, og der er ikke rigtig noget bånd eller kommunikation mellem ham og fansene,« siger den belgiske journalist Sacha Tavolieri.
Siden ankomsten til Anderlecht i starten af sæsonen har den danske landsholdskeeper fået en del kritik på både landshold og klubhold, men nu leverer Tavolieri en af de hårdeste overhalinger, Schmeichel har fået.
»Han har generelt skuffet. Han er langt under de forventninger, der var til ham. Og så er hans attitude ikke god, den er ofte det største problem,« siger Tavolieri, som er ekspert i belgisk fodbold og arbejder for en række store medier som RMC Sport og Sky Sports.
»Schmeichel er kommet som en stjerne, der fik pladsen som førstemålmand foran Maxime Dupé. Men han viser ingen vilje. Han udstråler, ‘Jeg er Kasper Schmeichel, jeg er den bedste,’ og så kæmper han ikke for sin plads. Han er førstemålmand på grund af sit navn.«
»Han har vundet gruppens respekt med tiden, og selvom det virker indlysende, at den status han har, giver ham friheder, har hans sportslige præstationer de seneste uger dæmpet det, som kunne blive et problem med tiden,« mener Sacha Tavolieri.
Kritikken er møntet på Schmeichels hårde start i Anderlecht-trøjen i efterårs-sæsonen. De seneste uger har den 37-årige sidsteskanse vist bedre form.
Først stod han en solid kamp mod Antwerp, inden han fulgte op med to gode præstationer: En brandkamp mod Genk, hvor han reddede et straffespark og så endnu en god dag mod Cercle Brugge.
Men derudover har opholdet i Belgien langtfra været en succes.
»Det er umuligt at bænke Kasper Schmeichel. Det har jeg også hørt fra folk omkring hans tidligere klub, Nice. Han er god og meget positiv for truppen, hvis han spiller. Ellers er han gift, der kan skabe dårlig stemning,« siger Christophe Francken, der har fulgt Anderlecht gennem mange år for La Dernière Heure.
»Derudover kaster han stjernestøv over den belgiske liga, eksempelvis når hans far kommer og ser kampe. Det hjælper ham og gør det meget sværere at smide ham på bænken for ledelsen i Anderlecht. Dupé har været andenmålmand hele sin karriere. Han brokker sig aldrig alligevel.«
I løbet af december blev Schmeichel centrum for en spektakulær sag, hvor han blev udstillet offentligt.
Her vakte en video fra omklædningsrummet af Standard Liège-træneren Carl Hoefkens, der siger til sine spillere, at danskeren ikke kan nå yderligt placerede bolde, opsigt på sociale medier.
Og særligt veteranens selvopfattelse og indsats er et problem for Anderlecht, fastslår Tavolieri.
»Kasper Schmeichel tror, at han er en stjerne. Jeg tror ikke, at Jesper Fredberg (klubbens danske fodbolddirektør, red.) kan sige noget til ham, og det kan Brian Riemer (den danske cheftræner, red.) heller ikke. Han anses lidt som værende urørlig.«
»Han gør, hvad der passer ham i klubben, som om han er mere værd end en klub med 34 nationale mesterskaber – Belgiens største klub,« mener Tavolieri.
Ingen kan tage Kasper Schmeichels flotte karriere fra ham.
Men siden han forlod Leicester i 2022, hvor han blev en klublegende med mere end 450 kampe, 11 år i klubben og et sensationelt mesterskab i 2016, har danskeren ikke fundet en klub, hvor han har overbevist.
Inden Anderlecht havde han et kort ophold i Nice, hvor kritikken også væltede ned over Schmeichel, og nogle af grundene var de samme.
»Det virker som om, at det er helt underordnet for ham, hvilken klub han er i. Men et sted som Anderlecht skal man respektere klubben noget mere. Han har ikke gjort nogen indsats for at falde til,« siger Sacha Tavolieri.
Christophe Francken nævner en særlig episode under hjemmekampen mod Standard Liège, der siger meget om Schmeichels manglende popularitet.
»Da Schmeichel og resten af holdet gik en æresrunde for at takke Anderlecht-tilhængerne, råbte de hardcore fans Dupés navn, da Schmeichel gik forbi dem.«
»Det ville være forkert at sige, at alle hader ham, og han ikke kan spille fodbold. Men han har skuffet i forhold til forventningerne. De tre seneste kampe har han været god, men uden at være exceptionel.«
Kasper Schmeichel tjener ifølge de to journalister cirka 250.000 € årligt i Anderlecht – knap 1,9 millioner kroner.
En meget lav løn for en målmand med hans meritter, men det blev forhandlet på plads, så Schmeichel kunne få gang i sin karriere igen.
»Han er ikke kommet for pengene, men fordi ledelsen i Anderlecht er danskere. Han havde behov for at få kickstartet sin karriere,« siger Christophe Francken.
»Fansene blev meget skuffet, for alle vidste, at han ville tage pladsen på et tidspunkt. Da han kom til, meldte Anderlecht ud, at de to målmænd var på samme niveau. Men da Dupé bare lavede en fejl, tog Schmeichel over. Han har aldrig kostet point eller lavet kæmpe fejl, men han har været dårlig flere gange. Han kaster sig utrolig langsomt og er ikke så fit. Anderlechts tætsiddende trøjer er dårlig til at skjule det.«
Nu har ledelsen ifølge ham givet Kasper Schmeichel alt for meget, og det har sat dem i en penibel situation, mener Tavolieri.
»Når du giver nogen et ben, en finger, en hånd og hele armen, så vil man have endnu mere. De har sat sig i en situation, hvor de er i gæld.«
»I Schmeichels eget hoved er han den store konge, og hvad skal man gøre ved det? Det er svært at håndtere.«
Den præmis køber Christophe Francken dog ikke 100 procent.
»Kasper Schmeichel vidste, at Anderlecht var en redningskrans, hvis han ville have spilletid frem mod EM. Så han ved, hvad han skylder Fredberg og Riemer. Han har bare at være god.«
Anderlecht oplyser, at Kasper Schmeichel ikke vil kommentere på kritikken. Til gengæld interviewede B.T. for nylig Jesper Fredberg, der sagde følgende om kritikken af Kasper Schmeichel:
»Jeg er nok ikke den helt rigtige til at bedømme ham, fordi vores målmandstræner og trænerstaben kan gøre det bedre end mig, men jeg synes, at Kasper er kommet ind med noget karisma og ledelse og også noget erfaring i den relativt unge trup,« siger han og uddyber:
»Han bidrager i et godt målmandsteam, og han har sikkert godt kunnet tage nogle af de afslutninger, der er gået i mål, og der er sikkert også afslutninger, han har taget, som burde være gået ind, men overall kigger jeg på, at præstationerne har været fine.«
Han affejer også kritikken om, at der skulle være problemer med Kasper Schmeichel uden for kridtstregerne.
»For mig handler det om sulten, om man er klar og vil gøre en forskel. Om man bidrager til fællesskabet og har noget at komme med, og det gør Kasper. Det skal han have ros for. Den erfaring suger vi meget af, og de unge spillere lærer rigtig meget af det. Vi spiller altså for at vinde. Det skal vi både gøre til træning og til kampene, og der gør han det rigtig godt, synes jeg,« slutter Jesper Fredberg.
Kasper Schmeichel har tegnet en etårig kontrakt med Anderlecht, men har option på et år mere.