»Ingen i Nice begræder Schmeichels afgang. Der har aldrig været nogen kærlighed til ham fra fansene.«
Sådan lyder den kontante dom fra L'Équipe-journalist Anthony Clément, der har dækket Nice tæt de seneste sæsoner.
Torsdag kunne B.T. afsløre, at Kasper Schmeichel har fået kampfri i den sydfranske klub, indtil der kommer en afklaring på hans situation.
For umiddelbart ligger det i kortene, at landsholdskeeperen skal væk fra det sydfranske, hvor det aldrig er blevet til en succes siden tilgangen for et år siden.
Fredag aften åbnede Nice Ligue 1-sæsonen med opgøret mod Lille, hvor Schmeichel altså ikke engang var på kampkortet – i stedet sad han i Danmark.
»Jeg kan ikke se, hvordan han skal kunne blive i Nice, når han ryger ud af truppen dagen inden sæsonens første kamp. Han er formentlig enig med klubben om at smutte, og jeg ser det ikke som urealistisk, at de river hans kontrakt over, bliver enige økonomisk og siger farvel til hinanden,« lyder det fra Anthony Clément.
»Når Nice har truffet beslutningen om ikke at tage ham med i truppen, har jeg svært ved at se han komme tilbage om 10 dage.«
I stedet er det fan-favoritten Marcin Bulka, der ser ud til at være ny førstemålmand i OGC Nice.
Polakken pådrog sig en voldsom skade sidste sæson, der sendte Schmeichel i toppen af målmandshierarkiet efter flere måneder, hvor de to kæmpede om pladsen.
Og netop konkurrencesituationen var ikke noget, der behagede Schmeichel, siger Anthony Clément.
»Jeg tror, at Schmeichel følte sig en smule snydt i forhold til konkurrencesituationen på målmandsposten. Han tænkte nok, at en stjerne med Schmeichels status, ville starte på banen. Så på den måde har det måske været en smule ydmygende at havne i den situation,« mener L'Équipe-journalisten.
»Hans forhold til Bulka var heller ikke godt. Schmeichel gjorde intet for at forbedre det, og Bulka er endda meget vellidt i truppen og en meget sympatisk fyr.«
Sommeren markerer en ny start på den franske riviera.
Ikke mere bling-bling, luksusspillere og pailletter og meget mindre budgetter.
På de måde passer Marcin Bulka – der er noget mindre løntung end Schmeichel – perfekt ind i det nye koncept.
»Det er bedst for alle, at Schmeichel finder noget andet. Klubben ville sætte pris på, hvis han smutter,« siger Anthony Clément om Schmeichel, der i forvejen kom til klubben med en særlig status, der ikke hjalp.
»Han er lidt et symbol på alt det, der ikke fungerede i Nice i sidste sæson. Han blev hentet af Ineos-folkene, der ejer klubben, og ikke af den sportslige ledelse. «
Samtidig gjorde den rutinerede keeper sig ikke særlig populær i omklædningsrummet.
»Han er blevet kritiseret undervejs i sæsonen for at gøre, hvad der passede ham. Selvom det ikke er ualmindeligt, at en keeper på 36 år og med en vis status, der kender sin egen krop, er rimelig selvkørende,« lyder det fra Anthony Clément.
»Men det gjorde ham upopulær hos andre i truppen.«