Torsdag hentede FC København en 2-1-sejr på udebane over tyrkiske Sivasspor i Conference League.
Og da der skulle hentes reaktioner fra de sejrende FCK-spillere efter kampen, der blev sendt på TV 2 Sport, var det klubbens pressechef, Jes Mortensen, der interviewede holdets egne spillere.
Den gængse praksis er selvfølgelig, at et medie har sine egne journalister til at stille spørgsmål til spillerne efter et opgør, men i dette tilfælde var det altså en fra FCK selv, som udspurgte sine kollegaer på landsdækkende tv.
Flere har undret sig over arbejdsgangen. Eksempelvis på Twitter, men er det problematisk? B.T. har spurgt fodboldreaktør på TV 2 Carsten Werge.
Mange undrer sig over, hvorfor I lader FCKs pressechef interviewe egne spillere på jeres kanal efter en kamp. Hvorfor gjorde I det?
»I journalistikkens verden handler det om, at man varedeklarerer. Vi fortæller mindst to gange, at det er FCKs pressechef, så vi varedeklarerer det. Vi sender spørgsmålene til Jes Mortensen inden de to interview, vi vil lave. Vi kunne ikke selv være der, da vi først fik rettighederne i tirsdags.«
»Vi ville gerne have sendt vores kommentatorer derned i flyet med FCK, men det var ikke muligt i forhold til corona. Og unødig rejseaktivitet til Tyrkiet frarådes. Men det var mest logistikken, der gjorde, at det blev på denne her måde. Vi ville gerne have interview efter kampen. Jeg laver så en aftale med Jes Mortensen om, at han stiller spørgsmål til spillerne, som vi sender til ham.«
»Selvfølgelig havde situationen været en anden, hvis kampen havde en kontroversiel situation. Så havde vi deklareret, at vi ikke kunne spørge ind til det. Men vi var meget taknemmelige for, at FCK ville hjælpe.«

Ja, for hvad nu, hvis FCK havde fået en røvfuld?
»Så er jeg sikker på, at vi havde fået de interview, vi havde bedt om, fordi klubberne er så professionelle i Danmark. Vi har altid en armslængde til dem, og vi har vores journalistiske frihed til at gøre, som vi vil. Jeg har været til møde med mange fodboldklubber på det sidste. Vi får flere og flere rettigheder, og der er sket meget i dansk fodbold i forhold til, hvor professionelt det er blevet. Og vi kan altid forholde os kritisk til det.«
»Jeg forstår godt, at folk siger 'Hvorfor nu det'. Men det er, fordi de ikke hørte, vi har deklareret det. Det er ikke nemt at rejse, og der er ikke mange flyforbindelser. Det er vilkårene. Der skal ikke være to meninger om, at jeg helst ville have, at mine egne folk havde lavet det. Det er dygtige folk. Men det blev til en deklareret løsning, vi kunne leve med, fordi vi selv lavede spørgsmålene.«
Havde det ikke undret dig, hvis et andet medie havde gjort det samme?
»Nej, ikke hvis man åbent fortæller, at det er sådan her, det er. Vi ville til enhver tid foretrække selv at lave de her ting. Hvis der var kommet to lorteinterview hjem, så havde vi skrottet dem.«
»Sagen er også, at de to interview er klassiske og ikke særlig revolutionerende interview, man laver efter kampen. Vi gav kampen en så seriøs dækning som muligt, vi havde et studie fra Kvægtorvet og kommenterede kampen hjemmefra. Det var vi nødt til.«
»Vi satte også en mand i Randers (der havde TV 2-rettigheder til Randers Galatasaray tidligere på aftenen, red.), som kun skulle holde øje med FCK-kampen. Han kom med en fremragende analyse.«
»Vi gav kampen en meget fin journalistisk behandling med interview, som folk forventer, men som man sjældent vinder Cavling-prisen på.«
Overvejede I at droppe interview efter kampen?
»Nej, fordi vi havde tillid til Jes Mortensen.«
Kunne det have været lavet hjemmefra studiet, hvor man kunne stille igennem?
»Det var ikke teknisk muligt at gøre det fra studiet hjemmefra. Man kunne ikke hoppe på signalet.«

B.T. har også kontaktet Jes Mortensen, som heller ikke havde noget problem med opgaven.
»Nej, jeg overvejede på intet tidspunkt at sige nej. Nogen har købt rettighederne til denne her kamp, og vi løser en logistisk og teknisk udfordring, når vi bliver bedt om det (...) De spurgte, om vi kunne stille to spillere fire spørgsmål, som de sendte til mig. Det var sådan set det.«
»Jeg kan forstå, at TV 2 har varedeklareret det klart, så det har jeg ikke noget issue med,« forklarer han og siger, at han har interviewet FCK-spillere hundredvis af gange.
Men det var jo trods alt på en anden platform end jeres egen?
»Nu har jeg været ti år på TV 2, så det har jeg også prøvet før.«
Jes Mortensen siger desuden, at han heller ikke havde set noget problem med konstellationen, hvis FCK havde tabt stort, eller der skulle diskuteres en kontroversiel hændelse.
»Nu bliver det jo spekulativt. Vi stiller op til interview uanset, om vi vinder eller taber, så det ville der ikke være noget mærkeligt ved. Vi stiller også op til mixed zone efter kampene.«
Men kunne klubberne så ikke bare dække deres egne kampe?
»Det er jo medierne, der bestemmer det.«
FCK vandt på mål af Jens Stage og Kevin Diks. Returopgøret mod Sivasspor spilles på torsdag.