Efter et længere tilløb ser Jess Thorup og FC København ud til at have fundet den melodi, der sikrer gode, stabile københavnske præstationer på fodboldbanen.
Det kom blandt andet til udtryk torsdag aften, hvor FCK vandt 2-1 ude over tyrkiske Sivasspor i det første af to playoffopgør om en plads i Conference Leagues gruppespil.
Her viste FCK-spillerne stor mental styrke, da de i anden halvleg besvarede hjemmeholdets udligning med et nyt føringsmål i den anden ende minuttet efter.
- Jeg er virkelig tilfreds med spillernes præstation, for der var solid bund i det, vi præsterede. Vi var solide, og vi turde at spille den form for fodbold, vi gerne ville.
- Vi lod os for eksempel ikke slå ud, efter de udlignede på et lidt heldigt mål, lige efter vi kom foran, men viste stor mental styrke ved at køre et virkelig flot gennemspillet angreb og bringe os foran igen.
- Vi har flere gange vist det overskud og den tro på tingene, at vi kan komme hurtigt tilbage, hvis de andre scorer, siger Jess Thorup til FCK's hjemmeside.
Det skete også i søndags i Superligaen, hvor FCK omgående besvarede et AGF-mål med en scoring i den anden ende.
Jess Thorups mandskab er nu ubesejret i sæsonens første ti kampe - fem i europæisk fodbold og fem i Superligaen.
Med det gode udgangspunkt inden næste uges returkamp i Parken forventer Jess Thorup, at FCK snupper billetten til gruppespillet i Europas tredjebedste klubturnering.
- Vi har fået et rigtig flot udgangspunkt før returkampen i Parken. Der har vi ikke tabt siden november (i ordinær tid, red.), så de skal finde noget ekstraordinært frem, når de møder os på vores hjemmebane og med vores fans på tribunerne, siger Thorup.
Rasmus Falk kalder FCK for favorit til at gå videre, men påpeger også, at Sivasspor er et vanskeligt hold at spille imod.
- Vi har i hvert fald skabt et rigtig godt udgangspunkt før returkampen om en uge, så vi må være favoritter i Parken. Men vi skal sørge for, at det ikke bliver så meget på deres præmisser med krig og dueller og lange bolde op på deres store angriber, siger fynboen.
Jens Stage og Kevin Diks scorede FCK's mål i det 55. og 60. minut.
/ritzau/