Der var kæmpe drama på tribunerne, da Randers torsdag aften tog imod storholdet Galatasaray i kvalifikationen til Europa League.
De gæstende tyrkere havde en masse tilhængere med til kampen, og det gik slet ikke fredeligt for sig.
Flere videoer på Twitter viser, hvordan der udbrød slåskampe mellem tilhængere fra begge klubber, og sikkerhedspersonalet på stadion blev også involveret i forsøget på at stoppe det.
Du kan se video fra de grimme scener på det danske stadion nederst i artiklen.
Tumulten udviklede sig til regulære slåskampe med knytnæveslag og spark tæt på Galatasarays udskiftningsspillere, så stjernen Radamel Falcao måtte flygte fra pladserne bag udskiftningsboksene, og det blev kun værre, da flere tilhængere af Galatasaray brød ud af en tribune og løb hen over banen for at deltage i voldsscenerne.
B.T. prøver at få en kommentar fra Randers.
På banen gik det anderledes fredeligt for sig med et flot resultat til det danske hold, der klarede 1-1 inden returkampen i Tyrkiet.
De tyrkiske favoritter kom foran i første halvleg trods mange store chancer til Randers, men i anden halvleg kom den danske udligning ved Frederik Lauenborg, der bankede en bold i mål fra tæt hold.
I næste uge afgøres sagerne på banen, mens der nok også kører et efterspil i UEFA på baggrund af scenerne på tribunen.