Klokken 19.00 torsdag aften tørner Randers sammen med Galatasaray i kvalifikationen til Europa League.
I den forbindelse kan en masse tyrkiske fans ses i bybilledet, som glæder sig til at støtte deres hold. Det fortæller Jakob Christiansen, som pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, til B.T.
»Vi er til stede. Der er mellem 200 og 300 fans fra Galatasaray, som har gået gennem byen og nu er ankommet til stadion.«
Er det hele foregået fredeligt indtil videre?
»Ja, det hele foregår meget stille og fredeligt. Der er være lidt romerlys hist og her, men ellers er det foregået i god stemning. Vi følger selvfølgelig med både før, under og efter kampen.«
Jakob Christiansen tilføjer, at Østjyllands Politi vil melde ud på Twitter, hvis situationen skulle eskalere. Det forventer de dog ikke, at den gør.
Galatasaray har været omtalt en del i de danske medier i løbet af den seneste uge. Den nu tidligere FC København-stjerne Victor Nelsson skiftede nemlig Danmark ud med den tyrkiske klub i sidste uge.
Han er dog ikke en del af Galatasarays kamptrup torsdag aften. Gæsterne er i skrivende stund favoritter til at vinde kampen. Danske Spil giver eksempelvis odds 2,40 på en udesejr, mens Randers giver odds 3,10 i skrivende stund.