Erik Sviatchenko kan snart være fortid i FC Midtjylland.

I hvert fald har den kroatiske storklub Dinamo Zagreb budt på den danske Superliga-stjerne. Det skriver flere medier i Kroatien.

Dinamo Zagreb skulle være klar til at betale hele 18,5 millioner kroner for forsvarsspilleren. Klubben første bud skulle være blevet afvist, men de vil sende et nyt afsted inden for 24 timer.

Og der er ligeledes en årsag til, at de er interesseret i Erik Sviatchenko lige nu. Holdet er nemlig inde i en skidt periode, hvor man er blevet ramt af flere skader i forsvaret. Det blev tydeligt tirsdag, hvor Dinamo Zagreb tabte med hele 3-0 til FC Sheriff.

Claus Fisker

Dermed skal den kroatiske storklub levere et mirakelresultat på hjemmebane i næste uge, hvis de skal kvalificere sig til Champions League.

Ifølge de kroatiske medier vil FC Midtjylland-anføreren passe perfekt ind, og det skulle være klubbens cheftræner, der har peget på Erik Sviatchenko.

Hvis den 29-årige Superliga-stjerne skulle vælge at pakke sin kuffert og flytte til Kroatien, vil han blive holdkammerat med en anden dansker. Rasmus Laurtisen er nemlig en del af Dinamo Zagrebs trup.

Han var dermed en del af det hold, der skabte et af klubbens største resultater nogensinde i sidste sæson. Her slog Dinamo Zagreb nemlig Tottenham og Pierre-Emile Højbjerg ud af Europa League.