Nogle mennesker får desværre lidt for lange fingre, når de får alkohol indenbords.

Det har pubejer Flemming Berg måttet sande, da en helt særlig fodboldtrøje er blevet stjålet fra Kick Off Sportspub i Odense.

»Det er enormt træls, men det er desværre den risiko, der er ved at have trøjer hængende, og når folk får noget at drikke,« fortæller den ærgerlige pubejer.

Tyveriet er sket før jul, men der gik noget tid, før han opdagede den tomme plet på væggen mellem de andre trøjer.

»Og jeg kan desværre ikke se det på vores overvågningsvideo, fordi det er en blind vinkel.«

Den stjålne fodboldtrøje var en gave fra den tidligere Manchester United-spiller Anders Lindegaard, der selv er fra Odense.

»Det var en langærmet Manchester United-målmandstrøje fra Champions League. Jeg mener, han havde spillet i den. Han havde skrevet en hilsen på den. Det er stort for os,« fortæller Flemming Berg.

Derfor betød den også lidt ekstra. Det gør de af de mange trøjer, der bærer en historie med sig.

Det er trøjen med 'Lindegaard' på ryggen, der er forsvundet fra Kick Off.
Det er trøjen med 'Lindegaard' på ryggen, der er forsvundet fra Kick Off. Foto: Privatfoto
Vis mere

Han kan dog ikke huske præcist, hvad der stod på trøjen, som Kick Off fik i 10-års jubilæumsgave.

Flemming Berg håber, at trøjen bliver leveret tilbage til Kick Off, ligesom et stjålet Tottenham-flag engang blev.

»Det blev leveret tilbage med en undskyldning,« fortæller han.

»Og jeg har før opdaget folk i færd med at tage en trøje med hjem. De har fået karantæne med det samme.«

Pubejeren har dog ikke politianmeldt tyveriet af Lindegaard-trøjen.

»Jeg synes ikke, politiet skal bruge ressourcer på det. De har meget andet at se til. Jeg har også haft rigtig meget at se til. Ellers havde jeg nok gjort mere ved det,« fortæller Flemming Berg.

Han vurderer, at Kick Off råder over et par hundrede fodboldtrøjer og blandt andre også en Banesto-cykeltrøje fra Miguel Indurain-tiden og en af Morten Andersens NFL-trøjer.

Der er langt fra plads til alle på væggene.