Mandag blev Premier League-klubberne enige om at genstarte træningen i mindre grupper efter coronapausen, men når Watford tirsdag tager hul på træningen, må holdkammeraterne kigge langt efter anfører Troy Deeney.

I et interview med Daily Mail fortæller Deeney, at han har meddelt sin klub, at han nægter at møde op, da han ikke vil risikere at tage coronasmitte med sig hjem.

»Min søn er fem måneder gammel og har haft åndedrætsbesvær. Jeg vil ikke udsætte ham for fare.«

»Det kræver bare én person at blive smittet, og jeg vil ikke tage smitten med hjem,« siger Deeney.

Troy Deeney holder sig væk fra træning. Han vil ikke risikere at smitte sin søn, der har haft åndedrætsbesvær.
Troy Deeney holder sig væk fra træning. Han vil ikke risikere at smitte sin søn, der har haft åndedrætsbesvær.
Vis mere

Træningen i Premier League-klubberne er inddelt i flere faser. Den første var uden fysisk kontakt, og i den anden vil spillerne fra tirsdag gå over til at træne med fysisk kontakt i mindre grupper.

Tredje fase er holdtræning, som man kender den fra før coronatiden.

Troy Deeney har hele tiden været blandt fortalerne for, at man ikke sætter gang i sæsonen igen.

Han mener, at mange spillere vil frygte træningens kommende faser.

»Fase et med individuel træning og social distance var intet problem. Det tror jeg, at 98 procent af spillerne vil sige.«

»Men jeg tror, at 65 til 70 procent vil være bekymrede allerede i fase to. Måske endda flere, vil jeg tro,« siger Deeney.

Det ligger endnu ikke fast, hvornår Premier League genstartes, men der sigtes efter en dato i juni.

Der resterer 92 kampe i ligaen, hvor Liverpool blot er to sejre fra at sikre det første mesterskab i 30 år.

Deeney og Watford ligger fjerdesidst og holder sig over nedrykningsstregen i kraft af em bedre målscore end Bournemouth.

/ritzau/