Astralis-stjernen Lukas 'gla1ve' Rossander kommer ikke til at stille op i Counter-Strike-turneringer i de kommende måneder.

Han har 'længe lidt af symtomer på stress og udbrændthed', meddeler han på holdets hjemmeside, og holder nu pause med en sygemelding.

»I de kommende tre måneder vil jeg fokusere på at få det bedre og være 100% klar igen og først derefter komme tilbage som en aktiv part hos Astralis,« siger Lukas 'gla1ve' Rossander.

Det betyder, at han med øjeblikkelig virkning er taget ud af truppen til CS:Go-turneringen DreamHack Masters Spring 2020, der begynder i dag.

Og det er noget, der bliver taget alvorligt i Astralis-organisationen.

»Fra første dag har helbredet hos vores spillere været prioriteret, og det er en af grundene til, at vi har meddelt, at vi udvider Astralis-truppen. Vi vil give spillerne flere muligheder for at tage pauser, når det er nødvendigt,« siger sportsdirektør Kasper Hvidt og fortsætter:

»Jeg ved, der er mange spillere derude i en situation, der på nogle områder ligner Lukas’, og det er det mit håb, at vi undgår lignende situationer i fremtiden. Det handler om at tage de rigtige beslutninger i industrien, støtte op om bedre forhold og udbygge trupperne, så der kan tages de rette hensyn.«

Det betyder, at afløseren for Lukas 'gla1ve' Rossander til DreamHack Masters Spring 2020 allerede er klar. Det bliver Jakob 'JUGi' Hansen, der for kort tid siden har sluttet sig til holdet. Til juli følger endnu en ny spiller i skikkelse af Patrick 'es3tag' Hansen.

»Uden naturlige erstatninger i truppen er det ekstremt svært at give reelle pauser, men det har vi forhåbentlig løst med den øgede trup,« siger Kasper Hvidt.

På grund af coronakrisen rejser CS:GO-spillerne ikke verden rundt til turneringer i øjeblikket.

I stedet deltager de i kampene fra deres hovedkvarter i København. Foruden Jakob 'JUGi' Hansen er det Peter 'dupreeh' Rasmussen, Emil 'Magisk' Reif, Nicolai 'dev1ce' Reedtz og Andreas 'Xyp9x' Højsleth, der stiller op ved DreamHack Masters Spring 2020, hvor første modstander i dag er holdet Heroic.

Det er kun få dage siden, at en anden dansk Counter Strike-stjerne, Markus Kjærbye fra North, ligeledes meldte ud, at han havde brug for en øjeblikkelig pause på grund af helbredsproblemer.