Coronavirussen har skabt store problemer i Premier League-klubben Watford.
Tirsdag kom det frem, at seks personer er testet positiv for coronavirus efter en omfattende testrunde blandt klubberne i Englands bedste fodboldrække.
Tre af disse har tilknytning til Watford - det bekræfter klubben nu selv.
Der er ikke sat navne på de smittede, men det drejer sig om én spiller samt to medlemmer af staben.
Og det får nu flere af Watfords spillere til at nægte at møde op til onsdagens træning. Det skriver engelske The Athletic.
Dermed følger de i hælene på anfører Troy Deeney, som allerede mandag meddelte, at han ikke havde tænkt sig at møde op til træning, da han var bange for at blive smittet med coronavirus.
»Min søn er fem måneder gammel og har haft åndedrætsbesvær. Jeg vil ikke udsætte ham for fare.«
»Det kræver bare én person at blive smittet, og jeg vil ikke tage smitten med hjem,« sagde Deeney ved den lejlighed.
Watford er en af de klubber, som har været mest kritisk over for, at Premier League-klubberne skulle genoptage træningen i denne uge. Udover anfører Troy Deeney har også manager Nigel Pearson udtrykt sin bekymring.
Premier League har indført massive testrunder for at dæmpe frygten hos Watford og øvrige bekymrede klubber.
Den første blev foretaget søndag og mandag, hvor i alt 748 personer blev testet for cornavirus. Heraf var seks altså positive.
Udover de tre i Watford er også Burnleys assistenttræner Ian Woan blevet smittet.