Politiet vil være massivt til stede torsdag aften, når Brøndby tørner sammen med Glasgow Rangers i Europa League på Vestegnen.

Ordensmagten vurderer nemlig kampen som et opgør, der skal have fuld opmærksomhed. Det skriver Københavns Vestegns Politi til B.T. onsdag i en mail.

»I forhold til kampen i morgen, så har politiet vurderet kampen som en højrisikokamp, hvorfor der er udkommanderet rigtig meget politi.«

»Både fra Københavns Vestegns Politi og fra andre politikredse med henblik på at forhindre eller hurtigt at standse eventuelle uroligheder i forbindelse med kampen.«

Politiet var også massivt til stede, da Brøndby mødte FC København 24. oktober.
Politiet var også massivt til stede, da Brøndby mødte FC København 24. oktober. Presse-fotos.dk

Brøndby havde tidligere på efteråret besøg af mange fans fra Sparta Prag. Og her var det ikke gæsterne, som skabte problemer.

Flere tjekkiske fans blev således jagtet med køller af maskerede danske fans flere timer før Europa League-kampen på Brøndby Stadion.

Derfor understreger Københavns Vestegns Politi da også, at det ikke er hverdagskost, at en europæisk kamp i Danmark vurderes som en højrisikokamp – og slet ikke mod skotske hold.

»Tidligere har dansk politi dog oplevet god stemning hos tilrejsende skotske fans – og det forventer vi også her,« står der afsluttende i mailen.

Alligevel skal vi ikke skrue tiden ret meget tilbage for at finde tilskueruroligheder på Brøndby Stadion.

Søndag 24. oktober var der nemlig ballade i forbindelse med Superliga-derbyet mellem Brøndby og FC København. Situationen eskalerede på et tidspunkt så voldsomt, at en politibetjent måtte trække sit våben, og en anden betjent blev ramt af en brosten.