Det er ikke gået Nicolai Vallys' næse forbi, at Midt- og Vestsjællands Politi med øjeblikkelig virkning har valgt at indstille efterforskningen i sagen, hvor Danmarks Idrætsforbund i fjor anmeldte mulig matchfixing i hans tidligere klub FC Roskilde.

»Sammen med nogle af mine tidligere holdkammerater har vi på Snapchat en gruppe. Her har vi i dag (torsdag, red.) været i kontakt med hinanden. Blandt andet er der blevet skrevet, at det er fint, at sagen nu for alvor er ovre,« siger Nicolai Vallys til B.T.

Han understreger, at han personligt ikke har mærket specielt meget til den.

»Men jeg synes da, at det er en lille smule mærkeligt, at sagen har kørt så længe, og at efterforskningen lige pludselig stopper. Men det er vel bare et godt tegn,« siger Nicolai Vallys.

I forbindelse med politiets beslutning om, at efterforskningen er afsluttet med uforrettet sag, har Spillerforeningen udsendt en pressemeddelelse, hvori administrativ leder Michael Sahl Hansen udtaler sig således:

»Det har været en stor belastning for spillerne at have haft en så alvorlig anklage hængende over hovedet. Det er jo en anklage, som er potentielt karrieretruende. Det er voldsomt ubehageligt og kan have store konsekvenser.«

Nicolai Vallys føler sig dog ikke specielt krænket.

»På et tidspunkt spurgte politiet mig, om jeg ville give dem tilladelse til at tjekke min spilkonto. Det så jeg ingen problemer i overhovedet. Jeg ved ikke, om den er blevet tjekket, men jeg vil da håbe det, da jeg intet har at skjule. Faktisk har jeg det sådan, at jeg ikke ser nogen problemer i at udtale mig til medierne om sagen. Det er dejligt, at det er overstået, men det er ikke en sag, der var været voldsom problematisk for mig,« siger Nicolai Vallys, der efter sit stop i FC Roskilde i sommeren 2019 skiftede til Superliga-klubben Silkeborg IF.

Tidligere FC Roskilde-træner Christian Lønstrup.
Tidligere FC Roskilde-træner Christian Lønstrup. Foto: Henning Bagger
Vis mere

B.T. har også været i kontakt med den tidligere FC Roskilde-spiller Daniel Stenderup, der nu repræsenterer Hvidovre IF.

»Lige nu har jeg ikke noget at skulle sige, men det kan være, det kommer på et tidspunkt,« siger Daniel Stenderup.

Sagen tog sin begyndelse, da FC Roskildes nu forhenværende cheftræner Christian Lønstrup anklagede sine spillere for 'urent trav'. B.T. fangede ham på telefonen torsdag formiddag, umiddelbart efter politiet havde udsendt en pressemeddelelse om, at man har indstillet efterforskningen.

»Jeg har ingen kommentarer og lægger røret på om fem sekunder,« lød Christian Lønstrups kortfattede og alt andet end imødekommende kommentar.