Den tidligere FC Midtjylland-spiller Pione Sisto blev den store helt for Celta Vigo, da han i kampens tillægstid sikrede hjemmeholdet en sejr på 2-1 over Sevilla.

Efter en svær start på sæsonen med stærkt begrænset spilletid var det en tiltrængt oprejsning for Sisto, som tilbage i november scorede sit første ligamål i sæsonen. Det er også blevet til to mål i pokalturneringen.

De tre point luner gevaldigt på Celta pointkonto, der ellers er noget slunken.

Inden kampen lå holdet sidst i Primera Division med 17 point, men Sistos scoring sender Celta op på 20 point, og det er nok til at kravle op på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Længe så det ellers ud til, at det skulle ende i endnu en skuffelse for de hårdt prøvede Celta-fans i denne sæson.

Indtil et kvarter før tid var Youssef En-Nesyris scoring i første halvleg kampens eneste, og Seville styrede mod at hente tre point til kampen om Champions League-pladserne.

Men Celtas stjerneangriber Iago Aspas fik udlignet med 12 minutter igen, og kort inde i tillægstiden sparkede Sisto sig ind i helterollen.

Han var kommet på banen fra anden halvlegs start, og da han fik bolden i medløb i en kontra i venstre side af feltet, slog han til.

Efter et par træk frem i høj fart sparkede han fladt bolden ind i det lange hjørne og sørgede for hjemmesejren.

Pione Sisto har spillet i Celta Vigo siden sommeren 2016.

/ritzau/