Så giver B.T.s klummeskribent Morten Bruun sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.

Barometeret er tilbage, og denne gang går der fuldstændig Merseyside i den.

Og for engang skyld starter vi med det negative først, og her får Jürgen Klopp på puklen for at sende hele førsteholdstruppen på ferie i FA Cup'en.

Men det er jo ikke alt i Liverpool, som er skidt, for det er jo også bare imponerende, at man kan sende en trup med en gennemsnitsalder på 19 på banen og så besejre nogle bundrutinerede spillere fra West Midlands.

Jürgen Klopps magtfuldkommenhed

Jeg forstår ikke, at så mange Liverpool-fans uden videre accepterede Jürgen Klopps dispositioner omkring FA Cup-omkampen mod Shrewsbury i tirsdags. At sende den samlede førsteholdstrup på ferie var en demonstrativ hån mod FA Cup’en.

Fair nok at hvile stjerner som Mohamed Salah og Virgil van Dijk, men folk som Dejan Lovren, Divock Origi, Adam Lallana og den nyindkøbte japaner Takumi Minamino kunne udmærket have brugt noget spilletid. I stedet blev de ofre for den tyske managers magtfuldkommenhed, for det var præcis, hvad det var. En magtdemonstration.

Jamen, de havde jo bestilt ferie, fik vi at vide. Jamen, ved du hvad? Så afbestil den ferie! Alle vidste jo, at der var en risiko for en omkamp, og alle vidste, hvornår den ville blive programsat.

Liverpools fantastiske youngsters

Så lader jeg lige min principielle utilfredshed med Liverpools prioritering af FA Cup’en ligge for en stund og udtrykker min uforbeholdne beundring for Liverpools ukuelige unge spillere.

Jeg var selv på Anfield, da Liverpool med et B-hold besejrede Everton med 1-0, og det var min største kommentator-oplevelse i denne sæson. Sikken indsats. Anfield kogte over af begejstring.

I tirsdags kom turen så til C-holdet, som med fem debutanter og en gennemsnitsalder på 19 år og 102 dage og 53.000 tilskuere (!) i ryggen besejrede Shrewsbury fra League One. Også i FA Cup’en. Godt nok med en mere afdæmpet indsats end mod Everton, men denne gang var der heller ikke en eneste spiller fra førsteholdstruppen i aktion. Det var i bogstavelig forstand drenge mod mænd.