Transfervinduet er lukket. Og dermed kan vi gøre status og vurdere, hvilken klub, der er »kommet bedst ud af vinduet«, som det med en finurlig vending er kommet til at hedde.

Så kigger vi på tilgange og afgange og vægter for og imod. Men der burde være en tredje kolonne i opgørelsen. En kolonne med navnene på de nøglespillere, der ikke rejste.

For i en liga som den danske er der altid en risiko for at miste en spiller, som en klub i princippet ikke vil af med. For eksempel havde FC Midtjylland ikke kunnet sige nej, hvis en udenlandsk klub havde budt fem millioner euro for Erik Sviatchenko. Det skete ikke, og det er godt for midtjydernes mesterskabschancer.

Kigger vi i den anden ende af tabellen, er jeg til gengæld bange for, at Silkeborg IF mistede sin chance for at overleve med salget af Ronnie Schwartz. I teorien kunne Silkeborg have tvunget sin suveræne topscorer til at blive i det sidste halve år af kontraktperioden, men bundklubben følte sig så presset af Schwartz’ store ønske om at skifte klub, at man gav efter mod at få en mindre sum penge og en langt dårligere spiller i bytte.

...salgene har selvsagt svækket Brøndby enormt og kan sagtens ende med at koste klubben en plads i slutspillet...

Brøndby var under et tilsvarende pres, for ellers var hverken Kamil Wilczek eller Dominik Kaiser blevet solgt. Det var klubben bare nødt til af hensyn til de pågældende spillere og ikke mindst for at få indledt det nødvendige opgør med klubbens horrible lønniveau. For salgene har selvsagt svækket Brøndby enormt og kan sagtens ende med at koste klubben en plads i slutspillet.

Problemet for de fleste danske klubber i denne sammenhæng er, at de med deres skrøbelige økonomiske fundament og deres position i den europæiske fodbold-fødekæde reelt ikke kan styre, om deres nøglespillere rejser eller bliver.

Derfor vil jeg heller ikke mene, at man kan tale om strategiske sejre for de klubber, der undgik at miste deres bedste spiller i januar måned. Måske er der endda nogle af dem, der af hensyn til økonomien havde håbet på et lukrativt salg.

Men det ændrer bare ikke ved det faktum, at en lille håndfuld af klubberne i Superligaen går markant styrkede ind til foråret 2020. Fordi de i modsætning til deres konkurrenter ikke var nødt til at afhænde en nøglespiller eller som i Brøndbys tilfælde hele to.

Ronnie Schwartz skiftede fra Silkeborg til FC Midtjylland i januars transfervindue. Et salg, der kan koste klubben overlevelsen i den bedste række.
Ronnie Schwartz skiftede fra Silkeborg til FC Midtjylland i januars transfervindue. Et salg, der kan koste klubben overlevelsen i den bedste række. Henning Bagger

Jeg vil pege på følgende klubber, der ikke mistede deres nøglespiller:

AGF mistede ikke Mustapha Bundu. Hvis det rigtige tilbud var kommet, havde AGF selvfølgelig solgt, jævnfør salget af Jens Stage til FC København for et halvt år siden. Men det gjorde det ikke.

AaB mistede ikke Lucas Andersen. Det blev ikke i dette transfervindue, at FC København for alvor gik efter nordjydernes anfører, ligesom hans præstationer i efteråret kølnede interessen fra større ligaer. Det er lige før, at det var godt for AaB, at Andersen ikke kunne holde kadencen efteråret igennem.

FC Nordsjælland mistede ikke Mikkel Damsgaard. Det er nok et klogt valg af Damsgaard ikke at komme dumpende ned midt i den italienske nedrykningskamp, og det er i alle tilfælde godt for FC Nordsjælland, at den intelligente offensivspiller først skifter til Sampdoria til sommer.

...Ud over Wilczek, Kaiser og Schwartz vil jeg kategorisere salgene af Bashkim Kadrii og Saba Lobjanidze som værende af en karakter, som deres nu tidligere klubber ikke bare lige kan overvinde...

Hobro mistede ikke Emmanuel Sabbi. Den dynamiske amerikaner skifter jo til OB til sommer, og mange havde nok regnet med, at Hobro ville lade sig overtale til at lade Sabbi tage afsted allerede nu. Men det skete ikke. Ifølge træner Peter Sørensen var fynboernes bud så lave, at de end ikke blev overvejet.

Ud over Wilczek, Kaiser og Schwartz vil jeg kategorisere salgene af Bashkim Kadrii og Saba Lobjanidze som værende af en karakter, som deres nu tidligere klubber ikke bare lige kan overvinde.

Her er der netop tale om deciderede nøglespillere, som nu er væk. Det er ikke det samme som at sige, at OB og Randers FC har gjort nogle dårlige handler, men det betyder, at de to klubber går svækket ind til de afgørende kampe.

For fuldstændighedens skyld skylder jeg at skrive, at klubber som AC Horsens, Esbjerg, Lyngby og Sønderjyske efter min mening ikke har en enkelt spiller, der skiller sig så meget ud, at vedkommende er uerstattelig.