Det skulle have været et stort øjeblik for Sander Berges mor og bror, da de søndag gik om bord på et fly til Manchester.

De så nemlig frem til at skulle se den norske stjernes hjemmebanedebut for Premier League-klubben Sheffield United, men sådan skulle det ikke gå.

Det voldsomme uvejr forhindrede nemlig flyet i at lande, og trods to forsøg på at lande måtte flyet til sidst vende tilbage til den norske hovedstad.

»Det er virkelig dumt. Det er præcis det, man ikke vil have sker. Vi var så klar til kampen i dag, og det var endda mod Bournemouth med Joshua King,« siger Sander Berges bror, Aksel Bolin, til TV 2 Norge og fortsætter:

»Det er ekstra svært ikke at kunne opleve et fuldt Bramall Lane – specielt når vi faktisk cirklede over Manchester – men sådan er det.«

Familien følger sander Berge tæt og var da også på tilskuerpladserne til hans officielle debut mod Crystal Palace for en uge siden.

De er derfor også meget imponerede over hans nye klub, som på den næstsidste dag af vinterens transfervindue smadrede sin egen transferrekord, da den hentede den unge nordmand i belgiske Genk.

»Det er en familieklub. Det er sjovt at se, hvordan de har taget imod ham. Deres kaptajn har taget Sander under sine vinger, og Sander siger, at de alle er åbne og søde mod ham. Han siger, at det er en klub med familiefølelser,« siger broren.

Sander Berge (tv.) er netop skiftet fra Genk til Sheffield United.
Sander Berge (tv.) er netop skiftet fra Genk til Sheffield United. Foto: IAN KINGTON
Vis mere

Det voldsomme uvejr har hærger i flere europæiske lande og har betydet, at fodboldkampe rundt omkring er blevet udsat.

Eksempelvis er Premier League-opgøret mellem Manchester City og West Ham udsat, mens alle kampe i Holland er blevet aflyst.

Ligeledes er mødet mellem tyske Borussia Mönchengladbach og FC Köln blevet udsat, og der skal i stedet findes en ny dato for den kamp.

Den norske midtbanespiller Sander Berge var med fra start, da Sheffield United besejrede Bournemouth 2-1.