Pione Sisto har fået en noget speciel straf af sin spanske klub, Celta Vigo.

Det sker, efter den danske fodboldspiller søndag aften var rasende over at blive skiftet ud efter lidt over en time på banen mod Eibar.

Det ville cheftræner Oscar Garcia ikke finde sig i, og det førte til lidt af en skideballe på efterfølgende pressemøde.

Nu er han så blevet straffet og skal - hold nu fast - betale en middag til hele truppen. Det skriver den lokale avis Faro de Vigo.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det var ellers ikke ligefrem pæne ord Garcia havde at sige om sin danske spiller.

»Der er aldrig nogen, der kan lide det, når man som spiller bliver skiftet ud, men han behøver ikke at vise det til alle - specielt ikke ham, når vi ved, hvor han var henne for to måneder siden.«

Straffen blev meddelt på træningsanlægget tirsdag, da spillerne mødte op efter en fridag dagen før.

Her satte de en streg over episoden, og at kantspilleren slap med at give en middag.

Pione Sisto har ikke selv kommenteret på hændelsen, men valgte kort efter træningen at lægge et billede på sin Instagram med et billede af klubbens logo.

Nu bliver det interessant at se, om det for sportslige konsekvenser for danskeren.

Celta Vigo kæmper i øjeblikket virkelig med at få tingene til at fungere og indtager lige nu en plads som tredjesidst i La Liga.

Næste opgave bliver på søndag, når klubben gæster Valencia.