Den brasilianske fodboldlegende Pelé er i bedring.

For efter en operation tidligere i september, hvor den 80-årige verdensstjerne måtte indlægges på intensivafdelingen på Albert Einstein Hospital i São Paulo, er der nu godt nyt.

Det afslører brasilianeren på sin Instagram-profil, hvor han har delt en video og en besked til sine mere end syv millioner følgere. Du kan se opslaget nederst i artiklen.

»Fysioterapeuten hjælper mig med at varme op, så jeg kan komme tilbage på banen,« skriver han i opslaget og tilføjer:

Foto: NELSON ALMEIDA
Vis mere

»Uanset størrelsen af en udfordring, er hemmeligheden at fejre hver eneste lille sejr på vejen.«

Det var i begyndelsen af september, at den tredobbelte verdensmester fik fjernet en svulst i hjernen.

Noget, der resulterede i, at han efterfølgende måtte ligge til observation på hospitalets intensivafdeling.

Efter et par dage lød det så, at fodboldikonet var så meget i bedring, at han ikke behøvede at ligge til observation længere.

Det var dog kun, indtil Pelé fik et alvorligt tilbagefald på grund af vejrtrækningsproblemer, og derfor måtte brasilianeren endnu en gang indlægges på intensiv.

Her forsøgte hans datter, Kely Nascimento, dog at berolige de mange fans verden over i et opslag.

»Han kommer sig godt og inden for normalen. Det lover jeg,« lød det i en opdatering fra hospitalet.

Pelé, der går under det borgerlige navn Edson Arantes do Nascimento, regnes af mange for verdens bedste fodboldspiller nogensinde.

Han er ligeledes den eneste spiller i historien, der har vundet VM tre hele gange. Det skete i 1958, 1962 og 1970.