Den 22 august var den franske fodboldverden vidne til skandaløse scener.

Knytnæveslag, skub, kast med forskellige genstande og vold var ingredienserne i et masseslagsmål i kampen mellem Nice og Marseille, der endte med at blive afblæst.

Aftenen blev kaldt for 'skamfuld' flere steder, men en af aftenens helt store hovedpersoner, Marseille-stjernen Dimitri Payet, ville gøre det igen, hvis han kunne.

Det fortæller han i et interview med den franske sportsavis L'Équipe. Du kan se flere billeder af aftenen i linket i bunden af artiklen.

»Ja, det tror jeg, at jeg ville. Det var det, jeg sagde til disciplinærinstansen,« fortæller Dimitri Payet, da han blev spurgt ind til, hvorvidt han igen ville tyre en flaske i retning af tilhængerne, som han gjorde den famøse aften.

Den 34-årige spiller gik til modangreb, da han reagerede på, at han havde været målet for forskellige kasteskyts under kampen, hver gang han skulle sparke et hjørnespark.

Men efter 75 minutter slog det klik, da han blev ramt af en genstand og altså tog genmæle ved at kaste en flaske i retningen af Nice-fansene.

Det fik det hele til at blusse over, så fansene begyndte at invadere banen, Marseille-spilleren Alvaro lossede en bold i retning af tilhængerne, og det hele endte i et masseslagsmål mellem fans og spillerne fra begge hold.

Også træningstaberne blev en del af det, og Marseilles fysiske træner, Pablo Fernandez, er blevet suspenderet indtil 30. juni efter han slog en fan i jorden med et knytnæveslag. Du kan se videoen i klippet først i artiklen.

Payet fremhæver, at det ikke bare var den flaske efter 75 minutter, der fik bægeret til at flyde over for ham. Det var også alt det, der skete forinden.

»Optrinnet begyndte ikke dér. Jeg har taget hjørnespark i Marseille i seks år. Jeg ved, hvordan det er. Jeg har været målet for kasteskyts i seks år. Men jeg var aldrig blevet ramt på den måde,« siger Dimitri Payet.

Marseille-anføreren kalder sin reaktion for menneskelig og fortæller, at episoden har taget hårdt på ham.

Marseille og Gerson tabte kampen 1-0, fordi de ikke kom tilbage på banen.
Marseille og Gerson tabte kampen 1-0, fordi de ikke kom tilbage på banen. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Fordi han føler, at han også er blevet udstillet som skurk.

»Jeg var berørt af det i nogle dage. Jeg burde jo være offeret. Og så har folk dømt mig både som offer og skyldig. Den pille var svær at sluge,« siger Dimitri Payet.

Kampen blev afbrudt, og nu skal den spilles om 27. oktober på neutral bane.

Nice har efterfølgende spillet uden fans på lægterne i tre kampe og fået fratrukket point som straf. Flere Marseille-spillere fik også karantæne.

Du kan se flere billeder fra den vanvittige aften her.