Søndag aften udspillede der sig fuldstændig surrealistiske scener i den sydfranske by Nice.

En fodboldkamp blev pludselig forvandlet til et masseslagsmål. Spillere, fans, stabsmedlemmer og sikkerhedsfolk røg i totterne på hinanden på en aften, der bliver husket som en af de mest dystre i fransk fodbold i nyere tid.

Opgøret havde i øvrigt en dansk hovedperson i Kasper Dolberg, men det kommer vi tilbage til.

Der var spillet 75 minutter af kampen mellem Nice og Marseille, da det hele gik fuldstændig amok.

Marseille-playmakeren Dimitri Payet begav sig ud for at tage et hjørnespark, men efter flere episoder, hvor der blev kastet flasker efter ham i forbindelse med dødboldene, mistede han besindelsen.

Et hårdt flaskekast i ryggen fik bægeret til at flyde over for den 34-årige midtbanespiller, som valgte at tyre flasken direkte samme vej op på tribunen mod de provokerende Nice-fans.

Han gentog hurtigt manøvren med en flaske mere, inden hans holdkammerat Alvaro Gonzalez lossede en bold ud mod tribunen. Og så brød helvede løs.

Nice-tilhængerne begyndte så at invadere banen, og det hele udviklede sig til håndgemæng. Blandt andet mellem Nice-spilleren Todibo og Marseilles Gerson.

Men nærmest som man troede, at det ikke kunne blive mere dramatisk, begyndte klubbernes staber også at blande sig.

Marseilles cheftræner, Jorge Sampaoli, var også en del af konflikterne, men blev holdt tilbage.

Politiet var også en del af det vanvittige scenario på banen mellem Nice og Marseille, hvor et Marseille-stabsmedlem er gået viralt efter at være løbet op og givet en Nice-tilhænger et knytnæveslag. Det er blevet fanget på video.

Det endte med, at kampens aktører forlod græstæppet på Allianz Riviera, og Nice-præsident Jean-Pierre Rivère gik hen til tribunen for at tale de aggressive fans til fornuft.

Marseille-træner Jorge Sampaoli måtte holdes tilbage i kampen mod Nice.
Marseille-træner Jorge Sampaoli måtte holdes tilbage i kampen mod Nice. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Efter en lang afbrydelse så det faktisk ud til, at kampen ville fortsætte.

Viljen var der hos det franske ligaforbund, og det blev meldt ud over stadionhøjttalerne, at kampen ville blive genoptaget.

Men opgøret bød endnu en gang på helt surrealistiske scener, da der kun var et hold, der kom tilbage på banen, og det var Nice. Derfor er Marseille lige nu taberdømt 1-0, da spillerne nægtede at komme tilbage for at spille.

'Vi valgte ikke at fortsætte kampen, fordi der ikke var nogen garantier omkring vores spilleres sikkerhed. Vores spillere blev overfaldet,' siger Marseille-præsident Pablo Longoria i en video på Twitter.

Fansene invaderede banen, da kampen mellem Nice og Marseille blev afviklet.
Fansene invaderede banen, da kampen mellem Nice og Marseille blev afviklet. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

'Det, der skete i dag, er uacceptabelt.'

Olympique de Marseille har også lagt billeder op på sociale medier, hvor man ser tre spillere, der tydeligt har fået skader efter sammenstødene.

Mattéo Guendouzi og Luan Peres har fået mærker efter noget, der ligner kvælertag, mens Dimitri Payet har fået et mærke på ryggen af den flaske, som ramte ham.

Ifølge Pablo Longoria var dommeren enig i Marseille-spillernes skøn om, at der ikke kunne garanteres sikkerhed efter de voldsomme sammenstød. Derfor var han egentlig enig i beslutningen om at stoppe kampen, og det var grunden til, at Marseille-spillerne valgte ikke at spille videre.

Den beslutning var Nice-præsident Jean-Pierre Rivère til gengæld uforstående over for.

Han mener ifølge L'Équipe, at det var Marseille-spillerne, som var skyld i tumulten ved at provokere fansene, og forklarer, at to sikkerhedsfolk angivelig skulle have slået to Nice-spillere.

Hvad kampen får af efterspil, vides ikke endnu. Men det er her, vi kan komme tilbage til den danske hovedperson.

Opgøres eneste målscorer er danske Kasper Dolberg, men det er lige nu usikkert, hvad det endelige resultat på den kamp bliver.

Allerede da Dolberg bragte Nice foran efter 49 minutter, løb en række fans på banen for at fejre målet med ham.

Aftenen i Nice er blandt andet blevet kaldt for 'skamfuld' i de franske medier.

For to uger siden var Marseille-holdet involveret i en lignende situation, da kampen mod Montpellier blev afbrudt.

Grunden var også, at der blev kastet genstande på banen, og en spiller blev ramt.

Det kan du læse mere om her.

Opgøret mellem Marseille og Montpellier blev dog spillet færdigt.