Søndagens kamp mellem OGC Nice og Marseille endte i en kæmpe skandale.

For her invaderede adskillige fans af førstnævnte nemlig banen, efter udeholdets Dimitri Payet havde gjort dem stiktossede.

Det skriver det franske medie L'Equipe.

Årsagen til de voldsomme scener er, at den franske fodboldstjerne ikke ville finde sig i Nice-fansenes behandling af ham, der havde sendt ham i græsset efter 74 minutters spil.

Den 34-årige franske fodboldstjerne Dimitri Payet.
Den 34-årige franske fodboldstjerne Dimitri Payet. ERIC GAILLARD

Og derfor kastede han angivelig en flaske, som fansene i første omgang havde kastet ned mod ham ved det ene hjørneflag, tilbage mod lægterne.

Det afslører tv-billeder fra opgøret.

Den handling fik herefter Nice-fansene til at gå fuldstændig amok og hoppe over både hegn og forbi sikkerhedsfolk.

I mellemtiden forsøgte flere af hjemmeholdets spillere at holde de mange fans tilbage, men det lykkedes ikke, og derfor måtte Marseille-spillerne flygte fra banen.

ERIC GAILLARD

Stemningen på stadion blev dog heller ikke ligefrem bedre af, at en Marseille-spiller sparkede bolden direkte ud mod tribunen, hvor de inkarnerede hjemmefans stod.

Ligue 1-kampen er midlertidig blevet afbrudt ved stillingen 1-0, og ifølge mediet RMC har hverken udeholdets træner, Jorge Sampaoli, eller nogen af Marseille-spillerne planer om at genoptage kampen søndag aften.

Tv-billeder viser i den forbindelse en rasende Jorge Sampaoli, der må holdes tilbage for ikke at deltage i slåskampene på banen.

Nices direktør, Jean-Pierre Rivère, har efterfølgende indtaget banen i et forsøg på at berolige de rasende fans.

Den danske landsholdsspiller Kasper Dolberg, der havde bragt hjemmeholdet foran, var på banen, da de voldsomme scener eskalerede.

Begge hold befinder sig lige nu omklædningsrummene, lyder det.