Der findes mange bud på, hvordan man som tilskuer kan distrahere en straffesparksskytte.

Og det seneste kommer fra en Leeds-fan, der i lørdagens hjemmekamp mod Everton tog alternative metoder i brug.

For da Everton-stjernen Dominic Calvert-Lewin begyndte at løbe til bolden, var der nemlig én person bag målet, hvor nogle af Leeds-fansene stod placeret, der gjorde sit for at få englænderen ud af fokus.

Det afslører tv-billederne, der gengiver straffesparket.

Dominic Calvert-Lewin tog sig af straffesparket.
Dominic Calvert-Lewin tog sig af straffesparket. CHRIS RADBURN

Her vil den opmærksomme seer nemlig opdage, at en mandlig Leeds-fan løftede op i trøjen og stolt fremviste sin mave, mens han kørte hænderne rundt.

Øverst i artiklen kan du i slutningen af videoen se det sjove øjeblik, hvor Leeds-fanen fandt maven frem.

Forsøget på at distrahere Dominic Calvert-Lewin lykkedes dog ikke, da den 24-årige Premier League-angriber sikkert scorede på sparket til 0-1 efter en halv times spil.

Den omtalte Leeds-fan er efterfølgende blevet et hit i England, hvor episoden også har trukket overskrifter i flere medier.

Det samme gør sig gældende på de sociale medier – især Twitter. Her er mave-stuntet nemlig gået viralt, afslører en hurtig rundtur på det sociale medie.

Leeds og Everton spillede i øvrigt 2-2 i lørdagens opgør.