Den bedste franske fodboldrække blev sparket i gang i weekenden. Og den nye sæson fik en dramatisk start.

I hvert fald hvis man kigger på kampen mellem Marseille og Montpellier. Her blev hjemmeholdets Valentin Rongier nemlig ramt af kasteskyts fra tribunen.

Han sad på bænken, da han blev ramt, og fodboldspilleren blev ramt så hårdt, at han måtte modtage behandling med det samme. Han blødte således kraftigt fra munden.

Dommeren reagerede med det samme, og han valgte som følge af situationen at suspendere kampen i 15 minutter.

NICOLAS TUCAT

Heldigvis er Valentin Rongier ovenpå igen. Det gjorde han klart på sin Instagram-profil søndag aften, hvor han også sendte en hilsen til personen, der ramte ham med kasteskyts.

'Et stort kys til Montpellier-tilhængeren, der kastede en flaske efter mig. Godnat, idiot,' skriver Marseille-spilleren i en story på Instagram.

Sammen med teksten har Valentin Rongier vedhæftet et billede af sig selv. Han laver en trutmund, og du kan tydeligt se, at han har modtaget behandling.

Handlingen fra den unavngivne fan faldt selvfølgelig ikke i god jord hos Valentin Rongiers holdkammerater.

Mattéo Guendouzi, der er udlejet fra Arsenal, var eksempelvis så rasende, at han prøvede at komme op på tribunen for at tage en alvorssnak med Montpellier-tilhængeren.

Det lykkedes at gennemføre kampen, og Marseille vandt med 3-2 efter at have været bagud med 0-2.