Maratonløberen Morhad Amdouni har fået rigtig meget røg efter de 42 kilometer i Japan natten til søndag dansk tid.

Med 28,3 kilometer til mål nåede løberne frem til et vanddepot, og her mente franskmanden ikke - i hvert fald ifølge nogen - at alle skulle have en slurk vand i varmen.

Han væltede nemlig en masse vandflasker, så de bagvedliggende konkurrenter ikke havde en chance for at få lidt tiltrængt væske indenbords.

Du kan se en video af hele den mærkværdige situation øverst i denne artikel – du skal holde øje med den langsomme gengivelse.

Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

Om det var decideret usympatisk eller bare klodset er svært at sige med sikkerhed.

Men der er dog ingen tvivl om, at 33-årige Morhad Amdouni er gået viralt på eksempelvis Twitter efter sin opførsel næsten halvvejs i maratonløbet.

'Guldmedaljen til det største p**hoved i Japan går til maratonløberen, der væltede samtlige vandflasker. Utroligt,' lyder det eksempelvis fra tv-personligheden Piers Morgan.

Og natten til søndag dansk tid var det meget vigtigt at få hydreret kroppen med en masse vand. Varmen var således ulidelig, og det betød, at over 30 løbere udgik undervejs, mens flere kollapsede.

Morhad Amdouni har endnu ikke kommenteret den usympatiske episode, og det vides heller ikke, om han vil blive straffet i et eller andet omfang.

Det skal dog lige siges, at der kom vandposter kort efter i løbet, og derfor kan man diskutere, hvorvidt franskmanden egentlig skulle have fået noget ud af at vælte flaskerne.