På papiret var det en venskabskamp uden point på spil, men Arsenal og Tottenham er lokalrivaler, og det kunne ses – i hvert fald hos en vis dansker og en spanier.

I søndagens opgør mellem de to store Premier League-klubber kom temperamenterne op at koge hos Tottenhams danske landsholdsstjerne Pierre-Emile Højbjerg og Arsenal-manager Mikel Arteta.

De endte nemlig i et ophedet skænderi for snurrende kameraer midt under kampen efter en usædvanlig situation.

For hvem var det egentlig af de to herrer, der agerede forkert i situationen? Det er der nok delte meninger om.

Foto: PETER CZIBORRA
Vis mere

Faktum er, at skænderiet starter, efter at den evig fightende Højbjerg har kastet sig ned i en glidende tackling ude ved sidelinjen for at nå en lidt for spids aflevering fra en holdkammerat.

Højbjerg er i den forbindelse ved at glide ind i Arteta, som står og dirigerer sit mandskab – en smule uden for det afgrænsede felt, hvor han som manager må stå under kampen, men altså dermed meget tæt på sidelinjen, hvor 80 kilo dansk fodboldkød kommer glidende.

Det bliver den spanske manager vred over, og han brokker sig efterfølgende til danskeren, som derpå omvendt bliver provokeret og gestikulerer, at Arteta skal smutte tilbage i sit såkaldte tekniske felt.

Herefter eskalerer det hele i flere ordvekslinger mellem de to kamphaner, og flere spillere fra begge hold kommer over for at stoppe optrinet, som da også går i sig selv. Se episoden herunder og døm selv, hvem der har mest ret til at være vred.