Luka Doncic har taget NBA med storm, og nu bliver den unge slovenske basketballstjerne belønnet for det.

22-årige Doncic, der har spillet for Dallas Mavericks siden 2018, vil således tirsdag skrive under på en kontraktforlængelse, som sikrer ham cirka 1,3 milliarder kroner fra næste år og frem til 2027.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder ESPN.

»I dag (mandag, red.) går en drøm i opfyldelse. Basketball har givet mig så meget og har taget mig så mange steder hen. Jeg er ydmyg og spændt over at blive i Dallas som en del af Mavericks,« siger Luka Doncic til ESPN om kontraktforlængelsen.

Luka Doncic har kun spillet tre sæsoner i NBA. (Arkivfoto) Keith Birmingham/Ritzau Scanpix
Luka Doncic har kun spillet tre sæsoner i NBA. (Arkivfoto) Keith Birmingham/Ritzau Scanpix

Sloveneren er i forvejen på kontrakt med Dallas Mavericks i den kommende NBA-sæson. Men fra næste år træder kontraktforlængelsen i kraft, og så kommer Doncic i gennemsnit til at tjene, hvad der svarer til cirka 260 millioner kroner om året.

Doncic, der ved det netop overståede OL førte Slovenien til en fjerdeplads, har i sin korte NBA-karriere allerede været med i den årlige All Star-kamp to gange, ligesom han også to gange er blevet valgt til NBAs All Star-hold.

I sin første sæson i den nordamerikanske liga blev han valgt som årets bedste førsteårsspiller.

2021/22-sæsonen i NBA starter i oktober. Milwaukee Bucks er forsvarende mester.

/ritzau/