Martin Braithwaite får sværere ved at spille sig på Barcelona-holdet i 2022.

For tirsdag har den catalanske storklub nemlig købt den 21-årige spanier Ferrán Torres i Manchester City som ny mand i angrebet.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Dermed har den danske landsholdsstjerne fået en ny medspiller at kæmpe med om angrebspladserne.

Ferrán Torres er Martin Braithwaites nye holdkammerat.
Ferrán Torres er Martin Braithwaites nye holdkammerat. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Martin Braithwaite har ikke spillet en fodboldkamp siden 29. august, hvor den 30-årige Barcelona-spiller udgik med en alvorlig knæskade. Noget, der efterfølgende krævede en operation.

I mellemtiden har danskeren dog mistet en anden konkurrent i angrebet, da Sergio Agüero stoppede karrieren grundet hjerteproblemer tidligere på måneden.

Braithwaites efterår er blevet spoleret af skaden, da han kun har spillet syv kampe med tre mål til følge i den igangværende sæson.

Derfor bliver det da også mere end svært for den danske stjerne at generobre pladsen i angrebet, når han er blevet sin skade kvit, da det ikke er hvilken som helst spiller, klubben har hentet tirsdag.

Der er nemlig tale om en spansk landsholdsspiller og en stjerne, der kommer til FC Barcelona, og det bliver derfor ikke nemt for Martin Braithwaite at henvise ham til bænken.

Ferrán Torres skiftede til Manchester City fra Valencia i sommeren 2020, men nu er han altså tilbage i Spanien.

Her har han skrevet under på en aftale med klubben indtil sommeren 2027.