Barcelona er efter sigende nået til enighed med den spanske angriber Álvaro Morata, der i øjeblikket er lejet til ud til italienske Juventus fra Atlético Madrid

På trods af økonomiske vanskeligheder har FC Barcelona ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene i vinterens transfervindue.

Tidligere på ugen købte Barca den 21-årige spanier Ferrán Torres i Manchester City. Og nu er der altså endnu en på vej.

Det internationale medie Goal skriver, at aftalen mellem Barca og Morata er så godt som på plads.

Álvaro Morata er i øjeblikket udlejet til italienske Juventus fra spanske Atlético Madrid.
Álvaro Morata er i øjeblikket udlejet til italienske Juventus fra spanske Atlético Madrid. Foto: MASSIMO PICA
Vis mere

Tilbage mangler dog en aftale mellem Juventus og Atlético Madrid at falde på plads. Førstnævnte er Morata lejet ud til i denne sæson. Sidstnævnte er den 29-årige spanier ejet af.

Goal skriver, at handlen blandt andet kræver, at Juventus finder en anden angriber, der kan afløse Moratas plads i truppen.

Det forventes ikke at være noget problem for Torino-klubben, og dermed ser det ud til, at danske Martin Braithwaite får endnu sværere ved at bide sig fast på holdkortet, end han havde i forvejen.

Ifølge Goal bliver det til en 18 måneders lang lejeaftale, Morata kommer til klubben på.

Aftalen minder en del om den aftale, der er blevet lavet mellem Barca og Atlético Madrid i forbindelse med Antoine Griezmann, hvorfor det ligeledes ventes at være en formssag at gøre aftalen permanent, hvis det ønskes af parterne.