Fra et chok til en god nyhed i Norge.

Det kom nok bag på fleste onsdag, da B.T. først erfarede, og DBU senere offentliggjorde, at Kasper Hjulmand bliver dansk landstræner i stedet for norske Åge Hareide. Men i Norge blev dagens store sportsnyhed beskrevet i norske Dagbladet som en gylden mulighed for det norske landshold.

»Når Danmark bortvælge Åge Hareide fra 2020, er der bare en ting at sige: Tusind tak for hjælpen,« skriver Morten P i Dagbladet.

Åge Hareide stopper først som dansk landstræner i sidst i juli 2020 efter EM-slutrunden, men allerede nu begynder norske medier at spekulere i, om Hareide ikke skal være den nye mand i spidsen for det norske landshold. Han ville dermed erstatte Lars Lagerbäck, hvis kontrakt med Norge udløber 31. december i år.

»Danmark har en meget god fodboldlandstræner, Norge må snart begynde på arbejdet med at finde en erstatning til Lars Lagerbäck, og sådan bliver en nærmest chokerende nyhed i Danmark til en vældig god nyhed lidt længere nordpå,« skriver han og forklarer, at Åge Hareide, der var norsk landstræner fra 2003-2008, er interesseret i at blive det igen.

»På et direkte spørgsmål om, hvorvidt Norge kunne være et alternativ, svarede han 'hvorfor ikke, jeg føler, jeg har noget ufærdig med det norske landshold'. Føler han stadig det, er det bare at komme hjem.«

Hareide får generelt stor ros i de norske medier, hvor taknemmeligheden over, at han nu kan blive aktuel for Norge, følges af, at man ikke forstår, at Danmark ikke fortsætter med Hareide.

»At det sker på Hareides bekostning er i alle sammenhænge chokerende, givet Åges succes og ønske om at fortsætte som træner efter 2020,« skriver Morten P. om DBUs valg om at ansætte Kasper Hjulmand og mener, at Danmark severer Norge den næste landstræner »på et sølvfad«.

Åge Hareide har indtil videre haft en succesfuld tid som træner for det danske landshold, hvor det er blevet til 36 kampe, 17 sejre, 16 uafgjorte og tre nederlag.
Åge Hareide har indtil videre haft en succesfuld tid som træner for det danske landshold, hvor det er blevet til 36 kampe, 17 sejre, 16 uafgjorte og tre nederlag. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hos mediet VG er fodboldkommentator Knut Espen Svegaarden dog ikke enig i, at Åge Hareide ser ud til at være interesseret i at gøre comeback som norsk landstræner.

»Det virker ikke som om, at Hareide har lyst til det. Selvom han har noget at revanchere, så er hans omdømme genoprettet efter han forlod det norske landshold,« skriver han.

Dog erkender man, at Hareide bør stå øverst på listen som en kommende norsk landstræner. Samme ordlyd finder man hos TV 2 Norge.

»Det job tror jeg, at han er vældig aktuel til. Jeg ser ikke så mange andre alternativer i Norge, som er bedre end Åge Hareide. Ståle Solbakken kunne selvfølgelig have været et bud, men mit indtryk er, at han har det fint, der hvor han er, og ikke er interesseret i at tage landsholdet nu,« siger TV 2-ekspert Jesper Mathisen.