Kasper Hjulmand bliver Danmarks næste landstræner.

Senest fra sommeren 2020 overtager den nu tidligere FC Nordsjælland-træner tøjlerne for det danske landshold. Sådan lyder DBUs plan.

B.T.s kilder fortæller, at Åge Hareide på et møde tirsdag blev informeret om, at hans kontrakt ikke forlænges, når den udløber efter EM 2020.

I stedet vil DBU og unionens nye fodbolddirektør, Peter Møller, satse på Kasper Hjulmand.

B.T. har været i kontakt med DBUs konstituerede direktør, Kenneth Reeh, på Ofelia Beach, hvor DBU og organisationskomitéen onsdag formiddag holdt pressemøde forud for EM i 2020 i København. Men Reeh har 'ingen kommentarer' til oplysningerne.

Hverken Åge Hareide, Peter Møller, kommunikationschef Jakob Høyer, formand Jesper Møller eller elitechef Kim Hallberg svarer på B.T.s gentagne henvendelser på telefon og SMS. Det samme gælder Kasper Hjulmand og hans agent, Michael Stensgaard.

Kasper Hjulmand har været uden job, siden han i marts stoppede som træner i spidsen for Superliga-klubben FC Nordsjælland.

Siden har der været forskellige historier om, hvor den danske træner kunne ende. Blandt andet var han Brøndbys førstevalg til klubbens ledige cheftrænerpost, ligesom han i januar måned var meget tæt på at lande jobbet som træner i belgiske Anderlecht.

Tirsdag kunne B.T. fortælle, at Hjulmand har sin fremtid på plads. Den fremtid vil DBU nu have til at foregå på landstrænerkontoret i Brøndby og i Parken.

B.T.s kilder fortæller, at Åge Hareide af naturlige årsager var skuffet, da han blev overrakt nyheden. Spørgsmålet er derfor nu, hvad hans fremtid bringer de kommende måneder. Hjulmand er uden job lige nu, og kan i teorien overtage landstrænerposten når som helst.

Åge Hareide har været dansk landstræner siden han i 2016 overtog roret fra Morten Olsen. Siden har nordmanden været en stor resultatmæssig succes. Blandt andet med en ottendelsfinale til VM sidste år og med en stime af ubesejrede kampe, som i mandags ramte 28 kampe i træk uden nederlag. Alligevel kigger DBU nu Kasper Hjulmands vej.

DBU har inviteret til pressemøde om 'nyt fra den sportslige ledelse fra sommeren 2020 klokken 13.00 onsdag.